Da jeg for otte år siden blev gravid, førte jeg journal over graviditeten i sådan en 'Jeg er gravid'-bog. Jeg faldt over den, da jeg skulle rydde op i et skab i dag, og det er faktisk meget sjov læsning. Bl.a. har jeg lavet en liste over ting, som jeg skulle huske, når barnet var kommet til verden. Der står: Husk at barnet også har en far. Lad ham opdrage og klæde barnet på (uden at du kommenterer tøjvalget). Husk at være kæreste med din mand. Få alenetid sammen med ham. Husk at dyrke sex. Om ikke for din egen skyld så for din mands. Husk ikke hele tiden at tale om babyer. Det kan være ret irriterende for andre mennesker at høre på. Forsøg så vidt muligt at følge med i de vigtigste nyheder. Gør dig selv og dit barn mobil. Gør det ikke mere besværligt end nødvendigt at komme lidt ud. Husk at bruge din sunde fornuft: Børn får nemt høj feber. Der er ingen grund til at panikke og tilkalde læge, hver gang den lille gnyffer. Brug aldrig millimeter-demokrati. Din mand gør helt sikkert sit bedste. Og dernæst har jeg skrevet alt muligt om opdragelse, sengetider, rutiner osv.
Det sjove ved at læse dette er, at jeg altid har fået at vide, at man har én holdning, før man bliver forældre, og så ændrer den sig radikalt, når børnene er kommet til verden. Men det må jeg altså afvise. Jeg tror faktisk, at ovenstående liste ville være min bedste manual til vordende mødre.
Jeg oplever gang på gang, at nybagte mødre bliver små tyranner, der gør faderen til et skaffedyr. Og derudover er han faktisk bare mest i vejen. ’Mor ved bedst, og far ved ret beset ikke noget som helst.’
I sidste uge skrev jeg om de ’meningsløse mænd’ – altså dem, der ingen holdning har. Men sagen er den, at mænd faktisk har masser af holdninger, når det kommer til børn. Der bliver bare ikke altid lyttet til disse holdninger. Mænd gør enten noget forkert, eller også er de bare slet ikke deltagende nok. Får de ofte at vide. Det kan være svært for en far at finde sin plads, fordi han slet ikke kan komme igennem den mur, som moderen bygger op om sig selv og barnet. Og lad os bare indrømme, at de fleste mødre bliver lidt besværlige. Dels har de et enormt søvnunderskud, og dels skal de hele tiden stille behov. Andres behov, vel at mærke. Man kunne godt sige, at det er fædrenes eget ansvar at sætte sig i respekt. Men når baby skal trøstes, så er det altså kun mor, der kan trække amme-kortet, og så er far igen sat ud af spillet.
Jeg tror, det ville være en god idé at tale rollerne igennem, inden barnet kommer til verden. I USA og sikkert også andre steder er der tradition for at lave en liste over ægteskabsløfter, inden man gifter sig. I virkeligheden var der måske mere brug for, at man som par lavede nogle forældreskabsløfter, så man vidste, hvad man kunne forvente af hinanden, når den lille er rykket ind.
Jeg tror, mange kvinder føler, de har lidt for mange kasketter at tage på. De skal både være mor, datter, hustru, veninde. Kasketterne kan ikke alle sammen sidde på hovedet på samme tid, men de må heller ikke ligge for længe på hattehylden. Balancen er svær, og det er som om, at den kasket, hvorpå der står ’hustru’, har det med at blive glemt. Kvinder kan nemt komme til at glemme deres egne behov. Det gør mænd sjældnere, og det er måske der, vi virkelig har noget at lære af de nybagte fædre.
brev_tag_annette
