Jeg hørte en diskussion mellem to mennesker. Emnet var multi-kultur. Den ene mente, at vi skulle lukke ned for flygtninge, fordi de var en trussel mod vores kultur. Hertil svarede den anden: Hvis du virkelig mener, at fremmede kulturer er en trussel mod den danske kultur, så må du jo også mene, at den danske kultur er svag.
Jeg hørte ikke mere af deres i øvrigt heftige debat. Jeg sad som ramt af lynet. Var der en sandhed i det? Jeg må virkelig sige, at det er en diskussion, der i denne uge er fortsat inde i mit hoved. Hvis vi lige piller hele flygtninge-debatten ud af problematikken, ligger der så ikke en selverkendelse af, at dansk kultur er blevet svækket over en årrække? Indefra. Altså at vi selv har nedbrudt den langsomt ved at fornægte den, ved at tale den ned som provinsiel, og ved at bagatellisere den?
Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at vi danskere ikke er ret gode til at vise os frem med stolthed. ”Den lille havfrue er pinligt lille. Så tabte håndboldholdet igen! Smørrebrød gider børn ikke længere æde. Nudiststrande er mest for tyskere. Ligesom øl og pølser er det”. Jeg tror desværre ikke, at halvdelen af befolkningen er i stand til at nævne en sang af Carl Nielsen. Og det, der i udlandet er berømt som ”danish pastry”, kalder vi selv for Wienerbrød.
Hvordan definerer vi danskhed? Hvad fortæller vi, når vi møder en fremmed? Hvad er vores kendetegn? Jeg tror, vores ironi er det første, jeg ville gribe fat i. Den er meget særegent dansk. Men spørger man bladtegnere, så vil de sikkert tilføje, at vi har censureret vores humor. Har vi det?
Vi vil gerne rumme andre mennesker med andre kulturer. Jeg vil i hvert fald gerne, og jeg bilder mig ind, at jeg godt kan finde ud af det uden at aflægge min egen identitet. Jeg kan sagtens fremhæve de danske møbeldesignere uden indirekte at nedgøre IKEA. Jeg kan sagtens hylde vores nationalret, Stegt flæsk med persillesovs, og alligevel nyde en pizza. Jeg kan godt tage bilen om morgenen og samtidig glædes over, at så mange danskere cykler. I det hele taget kan jeg glædes over danskhed uden at være nationalist.
Jeg forstår ikke al den larm, der har været omkring den danske frikadelle. I Sverige, hvor man i den grad er politisk korrekte, serverer institutionerne masser af svinekød. Der får børnehaver og skoler varm mad hver dag til frokost, og jeg har aldrig på ugeplanen læst, at der skulle være halalkød på menuen. Men der er da altid et alternativ til dagens ret.
Er humlen ikke, at vi ikke behøver give afkald på vores idéer, vaner og historie, hvis bare vi husker at give plads til et alternativ? Mere endimensionelle er vi vel ikke. Jeg tror på, vi skal blære os med vores kultur. Være stolte af den. Knuselske den. Favne vores historie – også den del vi ikke er helt så stolte af. Og det skal vi gøre for at stå ved os selv med alt, hvad der er af godt og skidt.
Jeg vil ikke kloge mig på, om flygtningestrømmen er god eller dårlig for vores samfund, men jeg tror af hjertet på, at vi skal fortælle vidt og bredt om den danske substans, som både handler om en kold bajer og en klaphat men også om frisind og en åben debatkultur, hvor vi respekterer andre meninger. Kort sagt vil jeg bare godt være stolt over at være dansk. Så er der garanteret nogle fremmede, der kunne have lyst at låne noget af min kultur.
