Aktiv dødshjælp bliver igen heftigt debatteret i medierne. Den seneste rundspørge har vist, at 47% af landets kræftsygeplejersker går ind for en lovliggørelse, mens kun 44% er imod. Samtidig fastholder Etisk Råd sit nej til en legalisering. I Holland har det været lovligt i ti år, og her er det knapt tre procent af de døende, der hvert år hjælpes på vej.
Der er mange gode argumenter for og imod aktiv dødshjælp, men usikkerheden og tvivlen er stadig så stor, at det ville være alt for farligt at drage forhastede konklusioner og legalisere det herhjemme. Når jeg selv tænker efter, så kan jeg heller ikke komme i tanker om nogen, jeg mener, burde have haft aktiv dødshjælp. Og det er ikke, fordi jeg ikke kender nogen, der er døde efter alvorlige lidelser. Min egen farfar havde et langt sejt forløb. Hand døde af Parkinson og lå til sidst med liggesår og svære smerter. Men hovedet var klart, og vi havde nogle meget inderlige samtaler i den sidste tid. Havde min farmor haft muligheden, ville hun med garanti have foretrukket aktiv dødshjælp til min farfar. Det ville have gjort det nemmere for hende.
Og det bringer mig frem til det emne, som er så svært at tale om: når døden er en lettelse for de efterladte. Vi må vel indrømme, det er forbudt at sige: 'Jeg er lettet over, at min mand endelig er død!' fordi det lyder så kynisk. Men når jeg nu ser på en kvinde, jeg kender, som netop er blevet enke og alene med to børn, så ser jeg en kvinde, der har kastet en tung byrde af sig. Efter to skrappe år hvor manden har været kræftpatient. Han selv troede indtil det sidste, han ville overleve. Hun kendte fakta og vidste, hvor det bar hen. Deres tilværelse var rædsom i den sidste lange periode. Og måske mest rædsom for hende. Han var jo så forandret og i perioder langt væk fra omverdenen på grund af morfinen. På kort tid blev hun ti år ældre.
Skulle han have haft aktiv dødshjælp, hvis det var muligt? Jeg har ikke turdet spørge hende, men jeg tror faktisk, hun på trods af omstændighederne ville svare nej. Omvendt tænker jeg også, at hun og mange andre efterladte må tage en maske på af sorg, fordi det forventes. Jeg siger 'tage på', fordi de i virkeligheden mere er lettede efter noget, der føltes som et alt for langt farvel. Desuagtet at døden altid er sørgelig, fordi de efterladte savner den, der er gået bort, så er der jo situationer, hvor døden kommer som en befrielse.
Og det er jo det helt store spørgsmål i diskussionen om aktiv dødshjælp: Hvem vil føle sig mest lettet over at fremskynde døden; den døende eller de pårørende? Jeg vil meget nødigt gøre mig klog på dette, fordi jeg gudskelov ikke har befundet mig i en så kritisk situation, men jeg synes alligevel, det er vigtigt at tale om det. Ville behovet for aktiv dødshjælp måske ændre sig, hvis vi var mere åbne overfor, at ikke alle pårørende magter at passe en syg? Ikke magter ansvaret og måske lader sig skille fra den syge part? Ville vi andre kunne tilgive dem?
Det er et sprængfarligt emne, men kig på debatten i Holland, der har taget er en ny drejning. Her diskuteres det nemlig, om aktiv dødshjælp også skal kunne gives til dem, der har mistet forstanden...altså svært demente. For hvis skyld? må man spørge. Der er sikkert masser af sund fornuft i den diskussion også, men generelt set mener jeg ikke, aktiv dødshjælp skal accepteres eller forstås med fornuft. I den sammenhæng tæller kun følelser, og jeg har ingen varme følelser for døden.
Ugens brev
Brevkassen: Jeg er konstant bekymret »
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
