For mange år siden kendte jeg en ung kvinde, der hed Mette. Hun var en dygtig koreograf, smuk og mor til små tvillinger. En nat døde hun. Bare sådan. I sin seng.

Hendes familie blev kastet ud i en sorg, som de formentlig aldrig kommer sig over, skønt det nu er små tyve år siden. Ikke ret lang tid efter så jeg hendes enkemand i lufthavnen. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle møde ham, så jeg undgik ham. Det fortalte jeg så til min veninde. Hold nu op, hvor blev hun vred på mig. ”Hvad bilder du dig ind at undgå ham! Ja, det er svært at vide, hvad man skal sige, men dét der er bare for lousy.”

Jeg skammede mig virkelig, og hendes ord brændte sig ind i mig. Jeg kom til at tænke på det igen, da jeg her mellem jul og nytår så Carsten ”Soulshock” Schack fortælle om den grufulde oplevelse det var, da han tidligere på året fandt sin kone livløs på gulvet efter en vanvittigt uheldig falde-ulykke. Jeg har så meget respekt for, at han fortalte om det på TV. Der skal nok være nogle, som mener det er følelsesporno, men han sagde nogle kloge og vedkommende ting, som vi alle kunne lære noget af.

F.eks. sagde han, at det var blevet vigtigt for ham og sønnen hele tiden at tale om mor. En del af sorgbehandlingen er netop at genfortælle, hvad der skete, og hvordan man har det. Og så er det vigtigt at kunne le. At også huske på de sjove, fjollede sider af mor, eller – som han gav som eksempel – at le ad far, fordi han ikke helt kan finde ud af at gøre tingene på samme måde som mor kunne.

Men Carsten talte også om, hvordan en så skæbnesvanger oplevelse kan ændre ens måde at tænke på. Først chokket, som lammer helt og aldeles de første måneder. Dernæst en søgen efter overlevelse, hvor man vakler rundt for at finde en ny hverdag for sig selv og sine børn. Derpå sorgbehandlingen, som tager lang tid, og til sidst: Forandringen. Dér hvor man begynder at overveje, hvordan livet var før ulykken, mens man planlægger, hvordan livet skal se ud fremadrettet.

Jeg bed mærke i, at Carsten sagde, at der var ting, han egentlig i flere år havde affundet sig med. Ting som han dybest set gerne ville ændre men bare ikke havde fået gjort noget ved, fordi hverdagen trængte sig på.

Jeg følte mig ramt. På flere punkter. Om tre uger er det et år siden, jeg og min familie blev ramt af en ulykke. Som mange vil vide, brækkede min mand nakken under en badeferie i Thailand. På grund af et næsten ufatteligt sammenfald af held og snarrådighed overlevede han. Men det kostede ham et halvt års indlæggelse at komme på benene igen. Og selvom han er kommet langt med sin genoptræning og helt klart hører til i den allerheldigste kategori, så er han ikke som før og bliver det nok heller ikke.

Man kan nemt bagatellisere hans mén, men ikke desto mindre kommer han aldrig til at arbejde på en restaurant igen, der er handicapskilt i bilruden, og min mand, der ellers var maratonløber, skiløber og tidligere med på karatelandsholdet, kommer næppe til at dyrke nogen af de sportsgrene igen. Dét er naturligvis bedre end at sidde i kørestol, men det ændrer ikke ved det faktum, at vores liv er forandret. At vi er forandrede. Hvad betyder så det? Ja, det ved jeg faktisk ikke helt endnu, for det er stadig svært at sætte ord på. Blot at beslutninger bliver truffet på et andet grundlag. Konsekvensen og det fulde svar kender jeg nok først om mange år.