Hvad taler de om derovre?”
Min mand har somme tider stillet spørgsmålet, hvis vi har været ude at spise, og der så sad f.eks. et italiensk eller fransk par ved siden af og snakkede. Han tror åbenbart, at fordi jeg forstår de sprog, så sidder jeg og lytter til andres samtale. Og jeg ved godt, at rigtig mange gør det…altså lytter…for jeg har ofte bemærket andre menneskers lange ører slæbe sig hen ad gulvet og op til vores bordkant, når vi har været ude. Men jeg må åbenbart være enten fraværende, arrogant eller blottet for nysgerrighed, for jeg lægger stort set aldrig mærke til talende par ved de andre borde.
Jeg lægger til gengæld mærke til de tavse par. Jeg er nemlig ikke blottet for nysgerrighed. Du godeste nej. Tværtimod. Jeg er meget nysgerrig efter at analysere det par, der kan sidde overfor hinanden på restauranten uden at mæle et ord. Hvordan er de endt der? Hvorfor går de ud og spiser? Er det for at krydre tilværelsen, som åbenbart ikke længere er værd at debattere? Er de blevet trætte af hinanden eller bare løbet tør for emner, siden de ingenting siger? Jeg prøver at læse deres ansigtsudtryk for at se, om de keder sig.
Jeg indrømmer: Jeg er bange for at ende der selv. Jeg synes, det må være så trist at være sammen med sin ægtefælle og så ikke længere have noget at tale om. Men jeg kan konstatere, at det kommer snigende. Jeg ser nogen i vennekredsen, som er nået dertil allerede. Bare 40 år gamle, og så sidder de der og siger ikke noget. Når ikke børnene er med til at give det hele et pift, så er der bare tavshed.
Det er en dejlig mulighed at tage ud at spise eller rejse sammen med venner. Så kommer der andre impulser, og både en selv og ens partner kommer i spil på en anden måde. Samtalerne bliver mere uforudsigelige, og der opstår en anden høflighedsform. Der er ikke nogen, der midt i tavsheden slipper en vind eller slår en bøvs (og helt ærligt: det er sgu også et turn off, selvom man har kendt hinanden længe).
Men at tage ud med venner behøver så åbenbart heller ikke være nogen garanti for den interessante konversation. Jeg husker, at jeg så to par på en restaurant, hvor mændene sad med deres mobiler og tastede løs det meste af aftenen, mens pigerne var overladt til sig selv på den anden side af bordet. De må selvfølgelig helt selv bestemme, hvilken omgangsform de foretrækker, men jeg tror faktisk, jeg ville blive eddikesur, hvis min mand sad med mobilen hele aftenen.
Desværre er vi sjældent ude at spise, min mand og jeg. Når man har et arbejde, som betyder, at der spises alle mulige andre steder end hjemme sådan ca. 150 dage om året, så er det begrænset, hvor meget man har lyst til at gå i byen, når man endelig har fri. Men i denne uge er mine børn ude at rejse med mine forældre, og i aften skal min mand og jeg på restaurant. Bare os to. Og jeg har skrevet nogle punkter ned på en seddel, hvis samtalen skulle dø ud. Jeg vil jo så nødigt, at vi er det tavse par.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
