Der er ting, vi har nemt ved at tale om, og der er ting, vi har svært ved at tale om. Men så er der også de ting, som vi har en mening om, en mening der er adskiller sig så radikalt fra, hvad folk forventer af os, at vi holder den for os selv eller siger noget andet end det, vi egentlig mener. Og hvor går man så hen og letter sit hjerte og får talt ud?

Kan I huske, at der var en TV værtinde, der hed Kamilla Gregersen? En dygtig pige, der leverede fredag aftens underholdnings shows i flere år. Hun dannede par med en, der også var dygtig, den daværende operachef, Kasper Bech Holten, og de virkede så lykkelige sammen. På et tidspunkt fik Kamilla imidlertid kræft, som hun sloges mod i meget lang tid. Før hun tabte kampen mod sin sygdom, forlod Kasper hende og høstede ikke bare verbale lussinger men blev lagt for had af det halve Danmark. Det er en sag, der har strejfet mine tanker mange gange siden, fordi den viser noget af det, som kan være så svært at sige højt: Nemlig at alvorlig sygdom også er en pinsel for de mennesker, der omgiver den syge.

I Kamilla/Kasper tilfældet vil jeg ikke dømme nogen, for den historie endte så tragisk, at de involverede sikkert stadig – mange år efter – ikke har helet sårene. Men jeg tillader mig at bruge eksemplet, fordi det pinte mig, at så mange mente at vide (og offentligt gav til kende), hvad der var rigtigt eller forkert. Mon ikke den historie havde mange flere facetter?

Her ses TV-værten Kamilla Gregersen Vis mere

Jeg kendte på et tidspunkt en lille dreng, som havde fået kræft og var dødeligt syg. Hans forældre boede på hospitalet og gjorde alt for ham. Jeg vil gerne tilføje et ”naturligvis”. Ind imellem havde jeg dog følelsen af, at de også gjorde for meget og ikke mindst, at de glemte, at den syge dreng havde en bror, der også havde brug for omsorg. Drengen vandt over kræften, men broderen blev – uden at jeg vil gå i detaljer - svært mærket af den manglende omsorg. Den syge dreng overlevede altså, mens noget døde i den raske dreng. En tragisk konsekvens af store mængder godhed. Og hvordan skal denne bror nogensinde kunne tale om sin smerte, uden det kommer til at lyde som om, han giver sin syge bror skylden?

Jeg takker min skaber for, at hverken  jeg eller mine nærmeste har prøvet at være dødeligt syge, men jeg kan konstatere, at der er mange måder at tackle en diagnose på. Visse holder sygdommen ud i strakt arm, nogen vil slet ikke tale om den. Andre igen taler ikke om andet, og så er der dem, der bliver bitre på tilværelsen. Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg blev alvorligt syg, men jeg tror godt, jeg ved, hvilken reaktion der ville være nemmest at klare for andre. For hvordan vi end vender og drejer det, så er det en kæmpe belastning for den ægtefælle, der er rask, og som skal holde sammen på alt det, den syge ikke formår.

Jeg plæderer ikke for, at dødssyge mennesker skal lægge deres egen smerte i skuffen for at behage deres partner, men jeg har netop nu flere vidunderlige venner, som på trods af mørke udsigter holder sig i live og formår at vise et hensyn og en omsorg, som giver ægtefællen lov til at trække vejret bare en gang imellem. Jeg kan se, det vender  positivt tilbage til den syge part. Og hvem ved...måske er det lige præcis det, der gør det hele mere udholdeligt for dem begge.