Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hej.

Jeg er i krise i mit liv. Jeg lever i et ægteskab uden kærlighed. Uden at have nogen at snakke med.  Vi har kendt hinanden i 19 år, og jeg vidste, at han var en mand af få ord. Men han var jo sød og dejlig. Vi har fået 3 børn der nu er teenagere. Han har ingen mening om hjemmetider, alkohol, sex osv. Det er mig der bestemmer det. Spørger jeg ham ved han det ikke, mumler og er skide irriterende. Han har ingen mening om ret mange ting i det hele taget. Han har aldrig været til at snakke med, og troede jeg kunne leve med det. Men nu er jeg ved at blive sindssyg!
Der har været op og ned ture i vores ægteskab. Men nok mest for mig. For jeg tror egentlig han har det fint. Vi har ikke noget sexliv. Har ikke haft det i 6 år. Det er mig der har frabedt mig. Har bare ikke lyst til ham.

Han er meget husligt anlagt, og det er selvfølgelig rigtig dejligt. Men vi har intet til fælles ud over børn og økonomi. Vi kan ikke gå ud at spise sammen, for vi har intet at snakke om. Vi gider ikke se det samme i tv, bio tager vi heller i, eller går tur med hunden sammen. Jeg savner en at snakke med! Har selvfølgelig veninder og familie jeg snakker med. Men det jo ikke det samme.
For et par år siden var vi til noget rådgivning. Det hjalp altså ikke i det lange løb. Jeg vil gerne skilles. Men tør næsten ikke at sige det. For han bliver helt vildt ked af det. (tror jeg) Og mine børn vil også være uforstående. For ud af til tror jeg vi ligner et alm. lykkeligt ægtepar. Vi har styr på økonomien, velopdragne børn, bor i hus. En helt alm. familie. Er jeg utaknemlig ?

Jeg går pt. sygemeldt pga. en dårlig arm. Og jeg skal muligvis til at sadle om, for armen kommer sig ikke. Det er selvfølgelig også en krise for mig, men samtidig også noget jeg glæder mig til. For jeg er sikker på, at jeg nok skal finde et eller andet job, som jeg kan klare. Det er ligesom  en ny begyndelse. Og ved godt, at jeg har masser af tid til at gå og tænke nu, men det er ikke første gang jeg har det sådan i mit ægteskab. Så var børnene for små, så vidste jeg ikke om jeg kunne klare mig selv osv. Men nu kan jeg ikke finde nogen undskyldning for ikke at blive skilt. Eller nogen undskyldning for at blive.

Jeg ved godt det ikke er lutter røde roser at blive skilt, men føler at jeg spilder mit liv. Sådan som vi lever nu, kunne jeg lige så godt bo selv.

Jeg er helt vild i vildrede. Er det bare mig der forventer for meget? Kender da andre ægtepar, der får det til at fungere, men også nogle, hvor man undrer sig over, at de bliver sammen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Dem der bliver skilt skændes (det kan vi ikke. Det er kun mig der skændes), er utro eller på anden måde uenige. Vi lever jo bare stille og roligt. Er jeg helt galt på den??

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Søde ven!

Jeg hører fuldstændig, hvad du siger, og det lyder ikke rart. Det lyder til gengæld (og det er måske også det, du siger mellem linjerne) som rigtig mange andre helt almindelige ægteskaber: Børnene har fået deres eget selvstændige liv, fællesskabet med ægtefællen er gået fløjten, du føler dig alene.
Det er dig, der har haft en mening om og dermed stået for opdragelsen af børnene. Det er dig, der har været den udadvendte. Det er dig, der har besluttet, hvordan jeres sexliv skal være – nemlig at det ikke skal være. Du har haft bukserne på i jeres ægteskab.

Hvis jeg er rigtig hård ved dig, så vil jeg sige til dig, at du for længe siden har kastreret din mand. Han er blevet godt opdraget af ”mor” (dig) og har deltaget i de huslige pligter som en dygtig dreng. Han har fået at vide, hvad der var godt og skidt, og han har rettet ind og dermed gjort sig overflødig. Det har han helt sikkert også selv en andel i, for han skulle have sagt fra. Men han er jo en mand af få ord.

Her tror jeg, det er vigtigt, du lige drejer spejlet over mod dig selv og kigger på, hvor dit ansvar ligger i det dårlige forhold, du sidder fast i. Du må ikke forveksle det med skyld. Jeg bryder mig ikke om at kaste med skyld. Det er uinteressant og løser ingen konflikter. Men hvis man gider kigge på sit eget ansvar i situationen, så kan man måske undgå at gentage sine egne fejl. Det er lidt sent at komme 19 år og 3 børn efter og dække sig ind under ”jeg troede jeg kunne leve med det”. Der må have været mere kærlighed fra din side, eller også har du ikke været oprigtig.

Jeg tror, der var en gang hvor din mand havde en mening om noget. En mening, du ikke delte, og så resignerede han. Han overlod langsomt meningerne til dig. Sex blev så pillet ud af ligningen for 6 år siden. Det har han accepteret. Eller også har han ikke. Der er ikke ret mange mænd (og egentlig heller ikke kvinder) der kan leve så længe uden et sexliv. Mit gæt er, han har klaret det på en anden måde. Selv eller ?

Jeg tror, du undervurderer ham, men jeg tror også, du har fået lov at køre med klatten så længe, at det bliver meget svært at gøre noget som helst, med mindre du er villig til at ændre dig. Du kan gå ind og tage ansvar for dig selv ved at inddrage din familie og fortælle dem, hvor du er: Du er generelt utilfreds og står på flere måder ved en skillevej. Du har brug for at finde ud af, hvilken retning dit liv skal tage. Det kan du gøre alene eller invitere din mand og evt. dine børn med.

Der findes masser af tiltag: Personlighedstests, psykoterapeutiske uddannelser, vandreture i bjergene, klosterophold, yoga-retreat, lederkurser etc. Det koster penge, tænker du nok, men det er kun en brøkdel af, hvad en skilsmisse koster (det skal dog ikke være økonomi, der holder dig fra beslutningen). Jeg siger ikke, at skilsmisse er den forkerte beslutning for dig, for det kan sagtens være den rigtige beslutning, men hvis det er noget, der (angiveligt) kommer til at chokere både din mand og dine børn, så er der noget der tyder på, at du ikke har været ret tydelig i dine udmeldinger. Måske synes du selv, du er tydelig, men det er der så grund til at sætte spørgsmålstegn ved, når jeg læser dit brev.

Hvis du skal have familien til at følge med i, hvorfor du gør de overvejelser, du gør dig nu, så er du nødt til at vide, hvor du selv har andel i tingenes tilstand, og også have en idé om, hvor du vil hen. Hvis du fortæller, at du går, fordi du ikke kan holde din mand ud, så kommer du meget nemt til at virke som hende, der prøver at give ham skylden for din ulykke, og bitterhed giver bagslag i længden. Jeg kan godt være bange for, at det, der lige nu ligner frihed, meget nemt kan ende som ensomhed for dig.

Hvis du ser skilsmissen som den rette løsning, så er det sådan, det er. Jeg håber, du vil opfatte mit modspil som en mulighed for at betragte situationen med mere nuancerede briller.

Masser af held og lykke med din beslutning og dit nye liv. Annette  

Andre læser også