Hej Annette!
Min svoger har i en sms skrevet til sin søster at hun er alkoholiker, og det er hun ikke. Jeg er gift med hende, og hvis hun var det ville jeg straks gribe ind. Det har nu kommet så langt, at hendes søn ikke kommer hos os mere, da jeg har givet hendes søn en skideballe. Jeg behøver ikke sige, at vi ikke ser min svoger mere pga. det, da min kone ikke fik nogen opbakning af ham eller søn.
Vi har givet sønnen opbakning, da han gik ned med stress. Vi har gjort, at han ikke har en studiegæld, og hjulpet ham på mange måder - betalt tandlæge regninger for hans forlovede osv. Givet en barnevogn til dem.
Derimod er hendes bror nu begyndt at være der for hendes søn, som han aldrig har været der før.
Det skal siges, at vi godt ved at det er broderens kone, der har støbt kuglerne. Hendes far døde i en tidlig alder af alkohol.
Min kone har været gået ned med stress og har været ved at gå ned psykisk pga. af det. Vi har ikke set svoger og søn i et år nu.
Hvad skal vi gøre?
Mvh
Kære ven!
Der findes ikke noget værre en skærmydsler i familien, og jeg kan godt forstå, det går din kone på. Jeg kan også godt forstå, I er gået i defensiven. Det gør man, når man bliver såret. Men ind imellem kan det være sundt at prøve at vende situationen og kigge indad. F.eks. kunne det være en idé at kigge på, hvorfor din kones bror skriver sådan en sms. Var det i affekt? Har han bemærket en ændring i din kones adfærdsmønster? Er der noget, der kan være kommet til at påvirke din svogers bedømmelse af sin søster? Altså har I f.eks. i en periode nydt en flakse vin til maden dagligt eller er gået særligt meget ud eller…?
At din svogers svigerfar døde af alkoholmisbrug…ja, det påvirker nok din svogers kone ret meget. Det er vel egentlig forståeligt. Måske er det der, I skal tage en snak. Få talt ud. Din svoger vil til hver en tid forsvare sin kone, og det skal han også. Derfor skal I måske vende angrebet til at blive til en konstruktiv snak. Og man må gerne råbe højt og få sagt nogle (u)sandheder i sådan en ordveksling. Vel er det ubehageligt, mens det står på, men hvis aftalen er, at man tager en snak for at få luftet ud, og hvis man har et fælles mål om at få ro på sagerne, så kan man komme igennem sådan en snak.
Jeg tror på, at der i enhver konflikt ligger en lære til os. Det er ikke altid nemt at finde frem til den, og det er bestemt ikke altid nemt at rumme den, men kan man nå om på den anden side at konflikten, kan det give et helt nyt syn på mange ting. I er helt klart ikke omme på den anden side af konflikten. I kan måske godt klare tilværelsen, men din kones lykke er betinget af, at der kommer noget afklaring, det er jeg ikke i tvivl om. At miste kontakt til sin bror kan være slemt nok, men at miste kontakt til sit barn…det er ubærligt.
På en eller anden måde føler din kones søn sig svigtet og bortvist. Jeg hører, hvad du siger i forhold til den hjælp han har fået. Til det vil jeg sige, at uanset hvilken hjælp I har givet, så skal man ikke yde hjælp i forventningen om, at den vil blive værdsat eller tilbagebetalt. Det er dejligt, hvis den bliver værdsat, men hjælp skal ydes uden forventninger om en ”retur”. I modsat fald skal man stille sin hjælp til rådighed med forbehold og gøre det klart overfor den, man hjælper, hvad præmissen er. Noget af det værste jeg ved, er at blive sat i taknemmelighedsgæld. Tænk på, at sådan kan han også føle det, din kones søn. Det kan ikke nytte noget, at I under jeres diskussioner trækker eksempler frem på alle de ting, I har gjort for ham. I gør ham handlingslammet, når I bruger den form for argumentation.
Det må være en ordentlig røffel, du har givet ham i sin tid. Du kan helt sikkert have haft dine grunde, og han kan have fortjent det på alle måder, men… Resultatet er, at din kone er ved at gå ned med flaget. Du kan sige, det er sønnens skyld og han kan påstå, det er din, men er det egentlig ikke underordnet? Kan skyldsspørgsmålet ikke pilles helt ud af konflikten? I har det elendigt med situationen som den er. Din kones søn er den, der vil klare sig bedst i konflikten – om end han garanteret er ærgerlig over den. Alle ønsker en løsning, og løsningen er at ses.
Man behøver jo ikke undskylde herfra og til evigheden, men man kan udmærket komme med en fremstrakt hånd og sige: Jeg er ked af, at vi har en disputs, kan vi ikke godt begrave stridsøksen og se fremad? Hvis din kones søn så kommer med alle mulige eksempler på noget, han mener, I har gjort forkert, så behøver I jo ikke gå ind i en ny diskussion om rigtigt eller forkert men derimod kan I sige: Det vil vi gerne tage til efterretning.
Sørg for ikke at optrappe konflikten. Den eneste mulige vej frem er at mødes i dialog. Og så skal din kone mødes med sin søn. Ellers bliver hun syg.
Vis jer som nogle storsindede mennesker. Ikke i forhold til gaver men i forhold til at rumme andre mennesker. Også når I synes, de opfører sig åndssvagt. At din svoger har nærmet sig din kones søn kan vise sig at være meget positivt på den lange bane. De har knyttet et bånd. Det er dejligt, for de er familie. Men din kone vil altid være din søns mor. Se at få de to genforenet, og så til helvede med al stolthed. Ja undskyld.
Det her skal I have gjort noget ved, og hvad egner sig bedre end julen. I kan få den største julegave af alle: Kærlighed!
Glædelig jul. Annette
