Hej Annette!
Mit dilemma går på, at min kæreste hænger fast i sit forrige forhold, mens han gør alt for at forsikre mig om, at han skam er kommet videre og har fået ryddet op. Vi har været kærester i 1 ½-2 år med enkelte pauser, og forholdet har fra dag 1 været meget præget af, at han – som jeg ser det - ikke helt har fået ”klippet navlestrengen” til sin ex (som han har 2 børn på hhv. 6 og 9 år med). Og med det mener jeg, at når hun siger hop, så hopper han. I det hele taget virker det som om, at de fortsætter et arbejdsfællesskab i hendes hus (selvom han er flyttet for 2 år siden) og udelukkende på hendes præmisser (dvs. når hun har brug for det = flere gange om ugen). Og det er fint, at de hjælpes om børnene, men det er som om, at stregen i sandet aldrig er blevet sat ordentligt af HAM…
Det skal lige siges, at jeg har hele tiden haft stor forståelse for og har været helt på det rene med, at de skulle have et godt og fornuftigt forhold til hinanden af hensyn til børnene, og har hele tiden syntes, at det skulle de to klare sammen uden min indblanding og i tillid til, at de to var afklarede med hinanden. Dvs. indtil nu, hvor jeg slet ikke kan se, hvordan jeg passer ind i den ligning længere.
Min kæreste og jeg har netop været af sted på en skøn rejse til udlandet, hvor også min datter (på 23 år) og hendes kæreste var med (rejsen var en gave til mig selv, da jeg fornylig er fyldt rundt). Dagen inden vores rejse sover jeg uroligt og får en stærk fornemmelse af, at der er noget, som ikke stemmer. Jeg taler først med ham dagen efter og siger, at jeg har virkelig brug for at høre ham sige, at han HAR fået ryddet op i sit liv, og at vi er sammen om det her. Begge dele bekræfter han. Ca. midtvejs i vores ferie – efter indtagelse af rigtig meget alkohol – fortæller han mig pludseligt, at børnenes mor havde foreslået, at de 2 rejste på ferie sammen med børnene (!). Det havde han sagt nej til først, men så havde han alligevel endt med at sige ”ja ja”. WTF, siger jeg! Jeg gav stille og roligt til kende, at det mente jeg ikke, at vores forhold kunne bære, og at sige ja til det, var for mig ensbetydende med et nej til vores forhold, men at det selvfølgelig var hans eget valg, hvis han gjorde det.
Til det svarende han blot (stadig meget beruset / overrislet): ”For mig er det det mest naturlige at gøre at rejse på ferie og nyde mine børn sammen med den kvinde, som jeg har fået dem med”. Hvortil jeg svarede (stadig fattet og sammenlignet med ham pinlig ædru): ”Hvis du ikke kan holde ferie og nyde dine børn UDEN, at hun er med, så skulle du måske ikke være flyttet fra hende”.
Behøver jeg at sige, at stemingen resten af ferien var noget præget af den samtale (som jeg ikke aner, om han husker noget af, men det gør jeg)??? Jeg kunne i hvert fald ikke helt ryste den samtale af mig…
Jeg holder meget af ham, men føler, at vores forhold nu hænger og falder på, om jeg kan acceptere DET??? Alt ved det er forkert, skævt, og jeg ser det lidt som om, at hans ex tester vores forhold ved overhovedet at bringe spørgsmålet op eller - meget sat på spidsen - næsten udnytter, at HAN er vægelsindet og lidt for pleasende. Han kalder mig for sin kæreste, men behandler mig jo egentlig som en elskerinde. Jeg vil næsten sidestille det med åndeligt utroskab overfor mig, for sex er det eneste, de ikke har sammen. Jeg har haft mange samtaler med ham om dette uden, at det rigtig har rykket noget. Ser det ikke som min opgave at sætte stregen i sandet for ham, det må han selv gøre.
For mig ville det naturlige være, at han og jeg rejste sammen med hans børn (som jeg selv gjorde, jf. ovenfor). Dem har jeg i løbet af vores forhold kun mødt 2 gange, så det er begrænset. Bemærk: Jeg ser bestemt ikke mig selv som et offer som sådan og bestemmer jo helt selv, hvornår jeg skal træde ud af dansen med ham, men...
Er det bare mig, der er helt urimelig, når jeg ikke kan acceptere, at han rejser med os begge?? Ser frem til at høre fra dig - og mange tak på forhånd. PS: Har i mellemtiden fået en mail fra ham, hvor han kort informerer om, at han nu er taget på skiferie med sine børn og deres mor (hans ex). Det ville han ikke stoppes i, var beskeden, så man kan sige, at mit dilemma løste sig selv... Vil dog meget gerne have dine øjne på dette - uanset - og tak igen.
Mvh Bypigen med stort B
Kære Bypige!
Tak for dit fine fine brev, som beskriver jeres situation rigtig godt. Jeg forstår faktisk jer begge to så godt så godt, men først og fremmest er det jo vigtigt, at du får sat dine grænser og viser ham, hvor grænserne går. Jeg er helt enig med dig i, at det kræver en enorm rummelighed at køre sådan et forhold, hvor der er en tredjepart, som fylder. Du har strakt dig langt, og det er flot. Jeg synes, du har vist dig som meget medgørlig.
Når jeg også forstår ham, så er det, fordi jeg ser ham som et fint menneske, der bevarer kontakten med sine følelser. Jeg tror, han har haft (og stadig har) det svært med adskillelsen. Jeg tror, han føler et enormt ansvar, og jeg tror også, han stadig elsker moderen til børnene. At han elsker hende behøver ikke betyde, at han stadig føler lyst til hende men blot at han elsker det, de har skabt sammen og den historie, de har sammen. Jeg kan simpelthen så godt forstå, at det er en svær pille at sluge, men samtidig er der også noget fint ved hans ræsonnement.
Det, som er det alt afgørende her, er, at de to tidligere parter ikke er seksuelt tiltrukket af hinanden. Og hvordan sikrer man sig lige det? Det ved jeg simpelthen ikke, men jeg tænker, at hvis du er meget glad for ham, så skulle du måske forsøge at give ham plads til at kunne melde helt åbent ud. Plads til at turde sige (også når han ikke er fuld), at han gerne vil tage på ferie med eks’en og børnene. Så får du også mulighed for at fortælle om dine bekymringer omkring det, og måske ville I kunne aftale jer frem til, at de to kunne tage af sted men ikke dele værelse.
Jeg siger ikke, det er nemt, men i en verden, hvor så mange går fra hinanden, så bærer de fleste på en fortid, som det kan være svært at passe ind, med mindre man tilbyder en overvægt af rummelighed. Det er derfor, jeg forsøger at mærke efter, hvor meget du holder af ham. Og jeg tror faktisk, det er ret meget. Jeg tror, du føler/følte, du havde fundet ham, du skulle leve sammen med til dine dages ende (min tolkning), men at din egen usikkerhed holder dig tilbage: Hvor meget plads skal du give ham uden at miste dig selv?
Du skal naturligvis ikke miste dig selv. Dine grænser er vigtige. Men hvis du viser ham den tillid, at han kan fortælle dig om alle sine følelser (også dem, der måske gør lidt ondt på dig at høre), så tør han også åbne sig mere og kommer derved til at føle sig mere tryg. Færre ting kommer til at virke fordækte, hvilket vil få jer begge til at slappe mere af i forholdet.
Når du har afkrævet ham et svar på, om han er færdig med hende, så bliver det måske hos ham opfattet som et ultimatum, hvor han er nødt til at svare det, du gerne vil høre. Hvis du åbnede lidt mere op, turde han måske sige: ”Jeg elsker hende stadig, men jeg er ikke i tvivl om, at det er dig jeg tænder på og dig, jeg vil have.” Nu står han i stedet i en situation, hvor han lidt skal lyve eller bare fortælle en halv sandhed. Kan du forstå forskellen?
Der ligger jo desværre et tungt ansvar på dine skuldre, fordi det er dig, der skal være den eftergivende part her, men jeg kan mærke, at du er en livsklog og fornuftig kvinde. Derfor tror jeg også, du vil kunne sætte dig i eks’ens sted. Hun synes, du er farlig, fordi hun ser, at han er glad for dig. For hende er det svært at lade børnene tage af sted på ferie med jer to. Det er derfor, I kun har været på ferie med hans børn 2 gange. Gætter jeg på. Du er farlig…ikke fordi du tager ham fra hende. De to har valgt: De skal ikke være sammen. Men du er farlig, fordi du måske har en selvtillid hun ikke selv har, eller er smukkere eller hvad ved jeg. Kvinder har det med at måle sig op ad hinanden.
Det rigtig svære men måske gode træk ville være, at du og hun mødtes til en kop kaffe for at få afskaffet den farlighed. Så kunne du også komme af med dine frustrationer over, at han bruger så meget tid hos hende. Måske findes der en enormt god forklaring, som du ikke havde tænkt på.
Kæreste bypige…jeg er så nysgerrig efter at høre om efterspillet her. Jeg sidder med en klump i halsen og krydser fingre for jer begge. Jeg mærker virkelig sådan en dyb kærlighed mellem jer, og den må I ikke kaste bort. Med mindre min fornemmelse er helt i skoven, så håber jeg, I vil give det en sidste chance.
God påske. Annette
