Hej Annette!

Jeg har fulgt med i din brevkasse i et stykke tid nu, og tænkte at nu var det min tur til at se, om du kunne give mig et ligeså godt råd, som du har givet i dine andre indlæg, så her kommer det:

Jeg er en ung kvinde på 22. Jeg har alle mine dage været meget moden, og for fem år siden mødte jeg en fyr. Vi flyttede sammen efter et år, og vi blev så for tre år siden gift, nok mest af alt fordi vi kunne, og derfra gik forholdet ned af i sådan en grad at vi i starten af sidste år blev skilt.

Jeg var meget ung, og han var syv år ældre end mig. I bagklogskabens lys kan jeg tydeligt se at han har manipuleret mig flere gange, bla ved at presse mig til at lade ham styre vores økonomi, så det endte med at jeg skulle spørge om tilladelse til at bruge mine egne penge, rejse med mine veninder, og ikke mindst til at købe hus med ham etc. Jeg sagde fra, og der var faktisk derfor vi gik fra hinanden, for da jeg bragte på banen for ham, at jeg ikke var lykkelig svarede han, at han havde det fint, så det måtte jeg selv finde ud af. Jeg står nu derfor som en meget sensitiv sjæl, der har svært ved at komme ovenpå igen.

Kort efter skilsmissen mødte jeg den skønneste fyr. En mand, som jeg oprigtigt talt kan snakke om alt med. Han støtter mig, og holder om mig, når der er brug for det og han er alt hvad jeg nogensinde kunne drømme om i en mand. Og vi bor nu sammen. Han er drømmemanden, som kan give mig alt hvad jeg nogensinde har drømt om, og jeg længes ligeledes efter at give ham alt hvad han også drømmer om.

Sagen er bare den, at jeg til tider savner min eksmand - til en sådan grad, at jeg engang i mellem kan have svært ved at 'huske' at det ikke er ham jeg er sammen med længere. Jeg er ikke i tvivl om hvem jeg bor med, men når mine tanker strejfer kan jeg nemt glemme, at det faktisk ikke er min eksmand jeg deler min dagligdag med længere. Jeg har snakket med min kæreste om det, og han støtter mig, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre eller stille op. Hver gang jeg skal sige min kærestes navn, er jeg bange for at det er min eksmands der kommer ud af munden på mig.

Engang i mellem tænker jeg at det gik for hurtigt fra jeg blev skilt til at jeg mødte en ny, men det var rent tilfældigt, og jeg elsker virkelig min kæreste, men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, eller hvordan jeg tackler det - jeg sidder nemlig med den bitre følelse af, at jeg ikke bør være lykkelig, at jeg ikke må og at jeg burde begrave mig i et sort hul af skam over at jeg i så tidlig en alder allerede har oplevet et ægteskab, en skilsmisse og endnu en kærlighed.

Så kære Annette; jeg håber du vil hjælpe mig at belyse min problemstilling!

Kh N

Kære N!

Du svarer næsten selv: Du går rundt med en kæmpe skyldfølelse, og det er bare så synd for dig. Hvem der er skyld i hvad, og hvorfor I gik fra hinanden, er faktisk helt uvedkommende. I traf et valg, og hvis det valg havde været forkert, så tror jeg, der ville have været meget mere tvivl i din beskrivelse. Du virker umiddelbart mere, som om du er styret af nogle generelle holdninger til, hvad man bør og skal gøre i et forhold. Du blev gift i en meget ung alder, hvor romantikken måske styrede mere end fornuften. Og – meget vigtigt – I nåede ikke at få børn sammen, hvorfor der dybest set ikke var andet end alle mulige dogmer, der styrede jeres opfattelse af ægteskabet som institution, der holdt jer sammen.

Du skal ryste støvet af dig og prise dig lykkelig over, at du i tide fandt ud af, at du var på galt spor. Du var dygtig nok til at mærke efter hos dig selv og tage den vanskelige beslutning. Herregud…så har du et ægteskab bag dig. Det har lært dig en hulens masse og rundet dig som menneske. Se det som en gave. Og så luk ørerne for dem, der mener noget andet.

Hvornår kærligheden opstår igen, ved vi jo aldrig. Man kan vælge at afvise den og man kan vælge at gå med den. Du valgte det sidste, og det var så tilfældigvis kort efter dit første ægteskab. Jeg tror ikke, du skal skamme dig og pakke det ind. Jeg tror, du skal tage det på dig. Fortæl din dejlige kæreste præcis, hvordan du har det. Fortæl, at du hele tiden er bange for at sige din ekskærestes navn. Fortæl ham det hele, fordi du derved viser ham tillid og sårbarhed. Han lyder som en, der kan håndtere det.

Derfor kan du jo godt teste dig selv: Når I har kendt hinanden lidt længere tid, kan du med garanti mærke, om det er forelskelse (altså den romantiske forestilling) der holder jer sammen, eller om der er mere hold i det. Hvis du mener ”at få børn”, når du hentyder til, at du gerne vil opfylde alle hans drømme, så tror jeg til gengæld, du skal prøve at vente lidt, til forelskelsen har lagt sig og er blevet til den hengivende kærlighed, der typisk indfinder sig efter nogle år. Du er jo stadig mægtig ung og behøver ikke have travlt med hverken nyt ægteskab eller familieforøgelse.

Nyd din ungdom og nyd, at du har været så heldig at blive smaskforelsket 2 gange i dit unge liv.

Held og lykke med den nye kærlighed. Annette