Kære Annette!

Jeg er en pige på 18 år, og jeg har et godt liv, jeg mangler slet ikke nogle ting rent materielt. Dog føler jeg mig på en måde “fanget”, uden at kunne sætte finger på hvorfor. Jeg har en kæreste (han er min første kæreste) som jeg har været sammen med i over 1 år nu og som jeg elsker meget højt. Han kommer fra andre kår end jeg selv gør, og har ikke haft nogen at stole på før.

Når jeg flytter hjemmefra snart skal vi flytte sammen for os selv. Jeg er ikke i tvivl om at jeg elsker ham, men alligevel føler jeg mig fanget. Jeg føler at det er meget permanent og jeg bliver i tvivl om jeg overhovedet er klar. Min kæreste har tendens til at blive jaloux, derfor har jeg svært ved at fortælle ham om dette, fordi han slet ikke kan sætte sig ind i det.

Jeg savner måske dengang at det var helt nyt. Spændingen ved det første kys, at tage på date osv. Selvom jeg ikke ville bytte min kæreste for noget, kan jeg alligevel ikke slippe af med de her tanker. Nogle gange har jeg også drømme hvor jeg er utro, hvilket jeg aldrig kunne finde på i virkeligheden. Jeg har kysset med andre før ham, men aldrig noget seriøst. Lige nu kan jeg bare ikke forestille mig ALDRIG at skulle opleve den følelse igen, men på den anden side ville jeg aldrig smide mit nuværende forhold væk. Har du et godt råd til mig?

Hilsen den splittede

Kære splittede!

Ja, det har jeg. For du skal lytte godt til dig selv nu. Det er så fint, at du overhovedet kan mærke dine følelser, så tag nu og lyt til dem. Du skal ikke starte med at flytte sammen med din kæreste. Og det handler ikke om, hvor vidt han er den eneste ene eller ej. Det handler om din egen udvikling. Du har brug for at prøve dig selv af: Styre din egen husholdning, dit eget budget, din egen hverdag. Det er en meget vigtig faktor for din videre udvikling som menneske og som voksen.

Jeg reagerer naturligvis på, at du siger, din kæreste er jaloux, for den slags er bare ødelæggende, og det er noget, du skal slå benhårdt ned på, for det er så destruktivt, at det ikke må få lov at blomstre. Men du har også forståeligt nok en kæmpe omsorg for din kæreste. Du må ikke forveksle kærlighed og medfølelse (og det er heller ikke sikkert, du gør det). Din kæreste kan være nok så dejlig, men han skal måske også finde ud af at klare sig selv, før han skal binde sig.

Under alle omstændigheder er hans baggrund ikke noget, der skal være udslagsgivende for, hvordan du vælger. Det lyder nok hårdt, men du er et ungt menneske, og så stort et ansvar skal du ikke have endnu.

Jeg tror, det er vigtigt, at du får fortalt ham, at du flytter for dig selv, fordi det er vigtigt for dig. Det er ikke en afvisning af ham men et tilvalg af dig selv. Så må vi se, hvordan han reagerer. Måske reagerer han så voldsomt, at det helt kommer til at give sig selv, at ham skal du aldrig bo sammen med. Men det kan også være, han giver dig plads, og det vil i givet fald være en stor kærlighedserklæring.

I har ikke travlt, og du skal fokusere på at få den rigtige start, når du flytter hjemmefra. Det kræver, tror jeg, at du flytter for dig selv.

Jeg håber, du har modet til at fortælle ham det. Hvis du ikke har, så tror jeg, problemet vil komme til at rulle foran dig som en snebold og blive så meget mere uoverkommeligt senere. Men husk: Det er dig, der vælger. Dette var blot mit råd.

God jul. Annette