Kære Annette !
Jeg er farmor til en dejlig pige på 2,5 år, som tilsyneladende desværre har et dårligt immunforsvar. Hun er ofte syg, konstante 11-taller under næsten, sover dårligt og får penicillin af og til …
Jeg er så ked af det, for jeg har kommet til at blande mig i dag … igen!
Vi er meget allergiske i familien. Jeg har forsigtigt gjort opmærksom på, at mælk er årsagen til 80% af ørebørn, som mit barnebarn, som har fået dræn i ørerne, og 70% af immunforsvaret har direkte sammenhæng med fordøjelsen.
Forældrene har nu selv konstateret, at der nu nok er noget om snakken med hensyn til mælken. Alligevel fortsætter de med at give mælk, samtidig med at lillepigen får laktosefri yoghurt? ..
Det giver jo ingen mening!.
Jeg kan ikke holde min mund. Dog prøver jeg at gøre det så diplomatisk som muligt, men jeg kommer altså alligevel til at såre min svigerdatter, som er sårbar og i øvrigt en rigtig god mor.
Men jeg kan heller ikke holde ud, at lillepigen er syg hele tiden … med søvnløse nætter til følge for hele familien.
Kære Annette, hvor finder jeg balancen? … jeg vil jo ikke være svigermonster!
Den fortvivlede.
********************************
Kære fortvivlede!
Det er jo dette her forbandede med, at livet skal leves forlæns og forstås baglæns, som Søren Kierkegaard sagde. Når vi når en vis alder, kan vi godt se, at vores forældre havde ret i en hel del ting, og at vi kunne have sparet os selv for en masse krumspring, hvis vi havde taget deres gode råd til os. Men for pokker….vi er jo også nødt til at drage vores egne konklusioner og erfaringer, mens vi bevæger os fremad. Det er i det krydsfelt, du og din svigerdatter støder sammen.
Jeg forstår så godt så godt din bekymring for den lille. Du ligger givet inde med nogle nyttige informationer, og dine intentioner fejler heller ikke noget. Men din svigerdatter vil selv. Hun vil have chancen for at nå frem til den tankerække, der skal løse problemet i sidste ende. Det er et behov hos hende. Det eneste, du kan gøre, er at fortælle om din egne erfaringer. Uden at fortælle hende, hvad hun skal gøre. Måske skal du ligefrem anspore hende til at tro, at hun selv har fået den tanke, som du går rundt med. Men den manøvre er vanskelig.
Hvor er din søn i dette her? Kan han være den, du deler dine erfaringer med? Kan han være bindeleddet?
Med hensyn til hvad folk spiser, er det bare så svært. Det er en balancegang. Hjemme hos os spiser vi meget sundt. Ikke egentlig noget, jeg tænker over. Kun hvis jeg er sammen med andre, som måske lever mere gennemsnitligt, når det kommer til valg af fødevarer. Omvendt kommer jeg helt til kort, når min nære veninde, som er meget til det alternative, serverer sojamælk og urtete. Jeg er ind imellem i tvivl om, hvorvidt det er hende eller mig, der lever mest sundt, fordi jeg også synes, man har brug for noget møg engang imellem.
Balancen er svær, som du har bemærket. Jeg synes ikke, du skal tie, men jeg synes, du skal sætte ord på, hvor svært det er for dig at sige tingene på den rigtige måde. Altså f.eks. kunne du åbne ballet med at sige: ”Jeg vil så nødigt blande mig, men jeg har sådan lyst at dele en erfaring med dig, og så kan du jo bruge den eller kyle den ad Pommern til.” Så har du givet plads til, at din svigerdatter kan lytte til dig og stadig træffe sin egen beslutning, uden hun skal føle, at hun negligerer dig. Tænk på at inspirere hende i stedet for at belære hende.
Når du så passer lillepigen, kan du give hende alt det gode, du mener, hun skal have.
Jeg håber, I finder ud af det. Og så ønskes du et rigtig godt nytår. Annette
