Lyt til artiklen

Jeg holder sommerferie. Det vil sige kombineret med lidt arbejde, men det fungerer helt fint. Jeg er på Bornholm i den lille by Allinge, hvor jeg lever på en ganske anden måde end derhjemme. Og jeg må sige, det har været noget af en øjenåbner på mange områder.

Her er ikke nogen storby i nærheden. Ikke noget storcenter, hvor man kører ind og handler. I det hele taget bruger jeg næsten ikke bilen. Eller nogen penge for den sags skyld. Om morgenen bader jeg i havet. Om eftermiddagen cykler jeg ned til Brugsen eller den lokale fisker. Grøntsager køber jeg ved vejboder og betaler med mobilepay. Min kaffe drikker jeg det samme sted hver dag og falder i snak med nye mennesker. Fjernsyn ser jeg ikke, men jeg føler heller ikke, jeg går glip af noget. Faktisk har jeg mødt så mange spændende mennesker, at jeg er rigeligt opfyldt af de samtaler, jeg har haft.

Jeg undrer mig over, hvor lidt jeg savner min normale hverdag. Undrer mig over, hvorfor rutinerne her er så anderledes end derhjemme.

Nærmiljøet er noget særligt. Jeg tør godt sige, at jeg føler, jeg har fået flere nye, rigtige venner, som bor indenfor en radius af 500 meter. Vi hilser. Vi snakker. Vi hjælper hinanden. Jeg har adgang til skov, strand og vand. Og det slår mig, at det har man faktisk de fleste steder i Danmark. Dette her helt fantastiske liv ligger lige udenfor døren hos langt de fleste af os. Hvis vi vil. Jeg kan ikke rigtig se for mig, at jeg skulle cykle rundt derhjemme og falde i snak med alle mulige…men det er jo noget pjat, for det kunne jeg bare gøre, hvis jeg ville. Der bor helt sikkert mange søde mennesker, hvor jeg bor, som jeg aldrig har givet en chance.

Jeg spekulerer på, om det bare er mig, der har fået solstik (for solskin har vi faktisk haft masser af denne sommer på Bornholm), eller om der måske kan anes en trend – en modreaktion på urbaniseringen. For de mennesker, jeg først og fremmest er stødt på her, er unge mennesker med visioner og ambitioner. De er flyttet fra hovedstaden for at blive på denne isolerede ø i Østersøen:

Den super trendy bartender med den helt rigtige stil, som har arbejdet på de hotteste barer i København men som er rykket til øen med sin kone for at dyrke økologisk landbrug. Bryggerparret, der kom hertil for at starte eget bryggeri, og som nu også har åbnet den lækreste bar. Software-bossen, der solgte sin virksomhed for at drive hotel på øen. Arkitektparret, der startede isbutik, hvor de i dag producerer deres egen is. Michelin-kokken, der flyttede ud for at integrere lokale og økologiske råvarer i institutionskantinerne. Olivenmanden, der stadig sælger sine oliven i Torvehallerne i København, men som privat er flyttet til Bornholm. Jeg kunne blive ved.

Vi taler hele tiden om udkantsdanmark og alle sovebyerne, men jo flere fremsynede og arbejdsomme mennesker, der opdager, hvilke herligheder der gemmer sig rundt omkring i det ikke så tæt befolkede Danmark, jo mere kan vi gøre alle fordommene til skamme. Mange af de arbejdspladser, der findes i storbyerne, kunne lige så godt eksistere i provinsen. Og jeg føler mig overbevist om, at et minimum af åbenhed ville få andre til at opdage - ligesom jeg – at den enkelhed, der hersker i denne form for livsstil, er den ypperste luksus.

Jeg prædiker ikke noget. Det er tænkt som inspiration. Jeg selv har allerede overvejet det: Jeg kunne sagtens bo her hele året.