Kære Annette!
Hvor tit dater man, når man har mødt en dejlig mand, som jeg bare har lyst til at se hver dag? Han er lidt langsommere, end jeg er, eller skal vi sige roligere, eller måske er han ikke lige så interesseret i mig, som jeg er i ham..... Det er så nyt, at jeg går på listefødder og er pisse bange for at presse for meget på af skræk for, at han så ikke gider mig.
Det er i dag d. 11.7 og vi mødte hinanden d. 24.6.
Kort fortalt ramlede vi ind i hinanden til en koncert, hvor han var i selskab med min gamle klassekammerat, og vi faldt hurtigt i snak. Det var ham, der tog initiativ og blev stående ved min side hele aftenen igennem. Når han gik hen for at hente øl, fik jeg smil, og "nu blir du stående, for jeg er ikke færdig med dig", og inden vi skiltes, udvekslede vi telefonnumre og aftalte at ses den efterfølgende dag.
Inden jeg nåede hjem, havde han sendt 2 sms´er. Den første " jeg er vild med dig" , den anden "jeg ville hellere se ind i dine smukke øjne end at være her". Han var gået videre ud i nattelivet med de venner, som han kom med.
Det skal siges, vi er hhv 48 og 55 år. Så vi er ikke teenagere. Jeg føler mig blot som en sådan.
Jeg har været single siden 2002, altså 14 år, med ganske få kiksede forhold, mange bekendtskaber med mænd, jeg ikke kunne se nogen fremtid i, og nu ramler jeg ind i den lækreste mand på 55 år, han har styr på sit liv, selvstændig, har fed humor, gode værdier og holdninger der stemmer overens med mine egne, han hviler i sig selv, er stærk, har selvværd, kysser som en drøm, vi har mega god sex, og jeg kan bare ikke greje ham.
På de her lidt over 14 dage har vi set hinanden både lørdag og søndag i den weekend, vi mødtes. Da vi havde kendt hinanden 5 dage, kom han ned til mig og spurgte, om jeg ville med over i hans sommerhus ved Vesterhavet. Ja tak som byder.
De 3 dage i sommerhus var sindsygt hyggelige. Vi slappede af, gik ture ved vandet, løb, dyrkede yoga, lå på sofaen og gloede, bare total fed lykke. Det er mig, der taler mest, han siger ikke så meget. Alligevel nævnte han noget om panikalder, og at det var kedeligt at sidde alene lørdag aften. Han var meget bevidst om, at han blev sær af at bo alene osv osv...
Efter sommerhus tænker jeg, nu passer du lige på her, for du er ved at blive forelsket. Jeg sidder tirsdag aften og skriver et laaaangt brev til ham på mail, som jeg sender, skriver til ham hvad jeg føler: at jeg er ved at blive forelsket, og at jeg aldrig har mødt nogen, der på så kort tid har ramt mit hjerte og mit hoved i den grad, som han har.
Han ringer dagen efter og siger, at han vil ikke skrive en roman som jeg, men at vi skal drikke noget kaffe. Det gør vi så i fredags, og her siger han til mig, at det der med at forelske sig, det er jo at sidestille med akut sindssyge, så det skal jeg passe på med. Og derefter forfører han mig, vi laver mad, og snakker det meste af natten, før han kører hjem og lufter hund!
Hvorfor gør han mig så forbandet usikker? Jeg aner ikke, hvad ben jeg skal stå på, har lyst til at sms'e og ringe til ham, men han gør det ikke til mig, for han har ikke behov for kontakt hele tiden. Er det mig, der har kastet min kærlighed på den forkerte igen, eller skal jeg slå koldt vand i blodet og lade ham få tid? Han har været skilt i 5 år og har det helt fint i sit eget selskab, men savner en at dele en flaske rødvin med lørdag aften. Sjovt nok har vi så ikke drukket rødvin endnu, de dage vi har været sammen, men til gengæld snakket og haft mega fed sex. Er det bare det, han vil??? Det er ikke den følelse, jeg sidder med. Jeg har følelsen af, at han gerne vil mig, men det får jeg ham aldrig til at sige.
Ja jeg ved det, det er sgu ham, jeg skal spørge og ikke dig Annette, men du har nogen gode vinkler på dilemmaer og kan sikkert se det her i et større lys, end jeg pt kan. Jeg kan bare ikke greje ham. Det at han ikke har brug for daglig kontakt, det ville jeg kunne leve med, hvis jeg vidste, at det ikke betød andet, end at han havde travlt med sit. Tænker han på mig? Eller er det bare mig, der er ved at blive vanvittig over ikke at høre fra ham?
At tro kærlighed bliver nemmere med alderen, det kan jeg bekræfte, at det gør det ikke !
Ved ikke hvad jeg ønsker af svar fra dig, men jeg er sindsygt forvirret og herre bange for at skubbe ham væk, hvis jeg skriver og ringer for meget.
Skal jeg læne mig tilbage og vente på, at han kontakter mig?
Nu er det nok sommerferie, og der går 100 år, inden du får svaret, men jeg vil håbe, at du kan tage dig tid til at skrive 5 linjer til en frustreret kvinde, der helt oprigtig mener, at hun endelig har fundet manden, der matcher hende, ikke 100 procent for det findes ikke, men noget der minder om det.
De bedste hilsner
Bettina
Kære Bettina!
Hold op, hvor kan jeg godt lide dig. Du er sjov, og du formår fuldkommen at forklare, hvad din situation er. Jeg forstår dig så godt. Jeg vil sige det sådan her: Ja, selvfølgelig skal du spørge ham og ikke mig, hvor alvorlig jeres kærlighed er. Men du kan gøre dig nogle overvejelser inden. Min første indskydelse er, at er man rigtig glad for nogen, så kan man slet ikke undvære den der kontakt hele tiden.
Det er jo det, der gør forelskelsen så fuldkommen vidunderlig. Så er det da rigtigt, at forelskelse er et stof, der virker fuldkommen ligesom et glas vin for en alkoholiker. Men hvis man lige holder den sunde fornuft med indover, så kan man godt mestre både at være forelsket til op over begge ører og så samtidig holde benene på jorden. Jeg tænker lidt på, om ham her har brændt nallerne et par gange, siden han er bange for forelskelsen.
Der er jo typer, som ikke føler sig tilpas ved den tilstand – forelskelsen – fordi de mister kontrol. Måske er han en af dem. Hvis det er tilfældet, er der to muligheder: Han finder ud af, at han er tiltrukket af dig, fordi du er hans mulighed for at lære at favne det, han er bange for. Eller du må finde dig i at han er fåmælt.
Det sidste kan være svært i det lange løb, men jeg må sige, at jeg tror ikke på, at du skal lade være med at udbasunere dine følelser for ham. Hvis du skal rende og lægge bånd på dig selv, så er jeg bange for, du bliver ked af det i længden. Du er jo helt fornuftig omkring det, så det er jo ikke fordi, han behøver frygte, at du pludselig har ”kogt hans kanin” (som i filmen Farligt Begær).
Og så er der selvfølgelig den mulighed, at han bare ikke vil binde sig eller bindes til nogen. Hvis det er tilfældet, så tror jeg, han narrer sig selv, for hvis man indgår i en relation bestemmer man jo selv, hvor meget man vil bindes, og hvad den binding skal indeholde. Så det er blot, hvad han gør det til selv. Jeg synes umiddelbart, han lyder meget glad for dig, og det tror jeg, du skal læne dig tilbage i og nyde.
Måske er han bange for at give dig garantier eller falske forhåbninger – måske fordi han er bange for sig selv og sin egen udvikling i jeres relation – men hvis han er mere end bare glad for dit selskab, så bør han kunne rumme, at du kaster om dig med kærlighedserklæringer. Han har med garanti en forudindtaget mening om, hvordan et alt for sammentømret forhold kan blive, og at mange sidder fast i den suppedas, men det kunne jo være, at du lige præcis er den kvinde, der skal åbne hans øjne for, at tosomheden ikke behøver være kvælende.
Gå ham lidt på klingen, og lad så sommerfuglene bakse videre i din mave.
God sommer.
Annette
