Der er næppe nogen film, jeg har citeret mere end ”Den eneste ene”.

”7 år, Niller. Så ved man et og andet,” sagde Sofie Gråbøl i rollen som den psykologistuderende Mulle til Niller (Niels Olsen). Jeg låner ordene – dog med en vis selvironisk distance – i denne uge, hvor jeg kan fejre mine 7 år med nærværende BT-klumme. Dagens klumme lægger sig som nr. 370 i rækken. Antallet af breve, jeg har modtaget, har jeg ikke længere overblik over. Jeg gætter på omkring 10.000.

Der har været mange sager i årenes løb, som har engageret, provokeret, chokeret og frydet læserne. Flere husker nok sagen om den afrikanske pige, der blev adopteret af et dansk par, som ikke magtede opgaven, hvorfor pigen blev ”returneret” til de sociale myndigheder. Hendes navn var og er Masho, og efter min artikel stod folk i kø for at gøre noget for den lille pige. Det var en forfærdelig historie, som jeg har fulgt løbende fra sidelinjen. På trods af mange gode intentioner lader det ikke til, at det nogensinde ender lykkeligt for Masho. Pigen, der i dag nærmer sig teenage alderen, sidder på en institution og har hverken adgang til sine biologiske forældres kærlighed eller kærlighed fra de (mange) plejeforældre, der tilbød at overtage efter de noget kærlighedsløse adoptivforældre. Trist trist trist.

Og så var der selvfølgelig neger-historien. Jeg rejste spørgsmålet: Hvad nytter politisk korrekthed? Har de sorte fået bedre vilkår i USA, fordi man har droppet ordet ”negro”? Ændrer det noget ved sortes lidelseshistorie, at vi ændrer sproget? Hvorfor må vi sige indianer og eskimo? Og er vores hudfarvede plaster på apoteket i virkeligheden racistisk?

Det mente 55.000 mennesker, de lige måtte kommentere på. Ja! Så mange kommentarer kom der faktisk på Facebook, og artiklen er siden blevet registreret som den mest delte, mest læste, mest kommenterede i danmarkshistorien. Det er jeg faktisk stolt over, for det viser, at diskussionen har relevans. Under min rejse til en spansktalende caribisk ø for et par uger siden, måtte jeg ironisk nok konstatere, at det nedsættende spanske ord for neger er ”negro”, men at sort på spansk hedder…nåh ja…negro.

Ikke helt så mange (men dog en del) kommenterede på min – ja, jeg ved det godt – tarvelige overskrift: Hva’ så tykke! Overskriften gjorde præcis det, den skulle: Fik folk op af stolen. Jeg ønskede at skabe debat om, hvordan vi kommer fedmeepidemien til livs, når det gælder de unge generationer. Desværre kom diskussionen efterfølgende til at handle om form i stedet for indhold. En masse (især tynde) mennesker havde travlt med at fortælle, hvornår man må sige tyk eller ej, mens jeg blev væltet bagover af rørende breve fra overvægtige mennesker, som bare så gerne vil af med de overflødige kilo.

Formanden for Adipositasforeningen (for overvægtige), Birgitte Hansen, skrev bagefter til mig:  Du har fuldstændig ret i, at vi skal lade være med at lade stå til.

I nogle af de hårdest ramte amerikanske stater taler man nu åbent om, at børnene dør før forældrene, fordi de er så gennemgribende usunde og fede. Du skrev i din klumme at amerikanske forhold/unoder rammer os i Danmark med ca. 10 års forsinkelse. Jeg gyser ved tanken om de mange tykke danske børn, som vil dø før deres forældre.

7 år er gået, siden jeg skrev min første klumme, som handlede om forventningsafstemning. Jeg mærker ikke umiddelbart nogen 7-års krise. Jeg forventer fortsat engagerede læsere og håber i samme åndedrag, at jeg kan leve op til mine læseres forventninger. God søndag!