Nils Smedegaard Andersen, topchef gennem 9 år i Mærsk, Bo Lidegaard, chefredaktør i 5 år på Politiken, Erling Tind Larsen, chefredaktør på Her&Nu i 2 år, Gitte Madsen, underholdningschef gennem 10 år på TV2.
Gennem den senere tid har disse medievante mennesker (og sikkert flere, som jeg ikke lige kan komme i tanker om) mistet deres arbejde. En er blevet fyret – de øvrige har forladt arbejdet mere eller mindre frivilligt. Eller rettere: Alt tyder på, de har forladt arbejdspladsen ufrivilligt og til gengæld har fået stukket et bundt pengesedler i hånden for at sige det modsatte. Jeg indrømmer, at det er et gæt, og at det står for egen regning. Men jeg gætter sådan, fordi det ligner noget jeg selv har været igennem engang. Og lad mig bare sige: Det er ikke nogen særlig fed situation.
De, der har prøvet en fyring – uanset hvad den skyldtes – vil vide, at der følger en bitter smag af tabt ære. Når højtprofilerede chefer eller andre mediepersoner sættes fra bestillingen, så står det til offentlig skue for hele landet, og uanset hvor smilende de stiller sig an, og uanset hvor mange håndtryk (gyldne eller ej), der gives, så kan jeg ikke tro, at det gør situationen mindre smertefuld for dem.
Jeg har tidligere gået i den overbevisning, at erhvervslivets tunge piger og drenge tog det med ophøjet ro, når fyresedlen lå på skrivebordet. At de lænede sig trygt tilbage i en lang fratrædelsesordning med ekstravagant løn. Men selvfølgelig er det ikke hele sandheden. Nils Smedegaard udtalte, at han lige skulle sluge stoltheden over ikke selv at have valgt tidspunktet. Med andre ord: Det gjorde ondt!
Gitte Madsen måtte lægge ryg til, at hendes chef kaldte afgangen for noget, de var blevet enige om og derfor ikke en fyring. ”Derfor respekterer jeg også fuldt ud – og er faktisk enig i – at det nu er tiden til, at der sker noget andet”, sagde Gitte til BT. Ikke en udtalelse, der rummer ret meget frivillighed.
Erling Tind måtte efter to uheldige forsider om kongehusets medlemmer melde ud, at ”der skal laves et andet blad end det, jeg blev ansat til at lave. Det tror jeg faktisk, at en anden vil være bedre til”. Dermed oplevede vi endnu engang et mediehus, hvor den øverste ledelse beder om at få en fræk dreng i klassen (og tro mig, de ved udmærket, hvilke forsider, der kører), og når det så går lidt for vildt for sig, ofrer de da bare chefredaktøren. Somme tider ville det være så klædeligt, hvis ledelsen bakkede op indadtil og tog lussingerne udadtil, men det sker desværre alt for sjældent i den branche.
Politikens nye chefredaktør, Christian Jensen, fik så mange roser med af den administrerende direktør, da han tiltrådte, at man mere eller mindre måtte forstå, at han stod i skærende kontrast til den afgående chef, Bo Lidegaard, som ellers er et indiskutabelt dygtigt menneske.
Jeg kan jo ikke vide, hvordan Bo Lidegaard selv havde det med det. Og jeg kan i det hele taget ikke vide, hvordan disse mennesker havde det dagen derpå, men jeg gætter som nævnt på, at de havde det lige så elendigt som alle andre, der bliver sat fra bestillingen. For mit eget vedkommende modtog jeg en pæn pose penge for at holde kæft med de faktiske omstændigheder. I stedet måtte jeg ud i blitzenes lys og fortælle om ”min egen velovervejede beslutning”. Derpå radiotavshed fra min daværende arbejdsgiver, hvilket gjorde mere ondt end noget andet, eftersom kollegaer alle mulige andre steder fra sendte buketter og søde breve.
At blive fyret er rædselsfuldt. Jeg sender derfor masser af gode tanker til dem, der har været igennem møllen. I dag særligt til Nils, Erling, Bo og Gitte.
