»Hvordan forklarer man en blind mand, at solen er gul?« Det var min 12-årige søn, der spurgte mig, og jeg synes faktisk, det var et rigtig godt spørgsmål. Jeg aner det ikke! Hvordan får man en døv til at begribe, at fuglesang og musik er noget af det mest vidunderlige, der findes? Rækker forestillingsevnen? Ja, et stykke ad vejen. Måske. Men der mangler selvfølgelig et basalt sammenligningsgrundlag.
Det samme gælder i virkeligheden følelsen af at bære på et barn, føde eller amme et barn. Det kan være det bedste i verden. Det kan være forbundet med den største smerte. Men selve følelsen kender kun de kvinder, der har prøvet det. Ingen mand kan mærke, hvad det vil sige at have et lille liv indeni sig. Ingen mand kan tale med om den vanvittige fornemmelse af, at mælken løber til. Og ingen mand kan købe sig til den erfaring.
Dette være sagt, så behøver det ikke betyde noget for de mennesker, der ikke har fået børn. Det behøver ikke være den store sorg for en blind mand ikke at kunne se farver. Den døve behøver ikke have et miserabelt liv, blot fordi han eller hun aldrig har hørt tonerne af et instrument. Det kan være svært at savne noget, man ikke ved, hvad er. Blot vil jeg tilføje, at jeg nødigt ville bytte. Heller ikke med mændene. Jeg er en af dem, der er lykkelig for at have oplevet graviditet, fødsel og…nå ja, amning var ikke den store succes!
Jeg siger det, fordi jeg tror, vi som kvinder er nødt til at forstå, at der er en forskel på mænd og kvinder – som giver os forskellige forudsætninger. Ligestillingsdebatten kan være nok så vigtig, men faktum er, at vi sættes bagud som kvinder, fordi vi er dem, der bliver gravide og føder børn. Vi kan komme med alle mulige gode og velmenende argumenter for, at mænd og kvinder skal bestride de samme job, men til syvende og sidst gør kønnet en forskel.
Når jeg taler med mine veninder, der driver mindre selvstændige forretninger, så piber de, når de kvindelige medarbejdere skal på barsel. Det tager tid at lære en barselsvikar op, og det skaber uro, når der er udskiftning i en arbejdsgruppe, som måske kun består af fem ansatte. Dertil kommer udgiften. Vil man give kvinderne en ordentlig barsel, så koster det, og det spiller ind, når der skal ansættes folk. Det er muligvis ikke populært at sige, men mange små virksomheder foretrækker af samme årsager at ansatte mænd, hvis det er til en fast stilling.
Kort sagt: mænd er mindre belastet af deres biologi. En mand kan nemmere lave karrierefremmende virksomhed, mens han ”venter barn”. Det gælder i mange fag ikke mindst underholdningsbranchen, som jeg selv befinder mig i. En Lukas Graham kan stå på scenen og være sej, mens kæresten er højgravid. Men Romeo kan ikke ret godt tilbede en højgravid Julie. Og som kvindelig kunstner skal man helt glemme, at der er noget, der hedder barsel, for ellers er jobbet væk, når man kommer tilbage.
Jeg synes, vi skal tale mere om, hvad ligestilling er. Er det kvoter? Er det lige løn for lige arbejde? Er det lige muligheder for alle? Det første er jeg ikke tilhænger af. Det andet er en selvfølge. Det sidste lyder i mine ører urealistisk. For i så fald må vi også til at se på, om der skal være drenge med i Vedbæk Pigegarde. Og så synes jeg måske, det ville klæde vores køn at sætte spørgsmålstegn ved, om hustrubidrag overhovedet er fair. Moderne ligestilling må gælde begge veje!
