Sidste år led mange investorer store tab, da markedet for kryptovalutaer styrtdykkede i værdi. Men ikke den danske bitcoin-rigmand Niklas Nikolajsen.

Han tjener stadig styrtende - og har investeret en del af sin kæmpe formue i guld, som han har gravet ned.

Det hele startede i 2011, hvor Niklas Nikolajsen investerede i bitcoin. Dengang var prisen 50 cent per styk. Nogle år senere var den 15.-20.000 dollars.

Niklas Nikolajsen havde ramt en guldmine og kunne kalde sig mangemillionær. Men han lod sig ikke nøje med at investere i bitcoins og andre kryptovalutaer.

Niklas Nikolajsen har tjent mere end de fleste i at spekulere i Bitcoins.
Niklas Nikolajsen har tjent mere end de fleste i at spekulere i Bitcoins. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

I 2013 grundlagde Niklas Nikolajsen virksomheden Bitcoin Suisse, som blandt andet hjælper velhavere med at investere i kryptovalutaer - og det tjener han godt på. Rigtig godt endda.

Ifølge Børsen kunne Bitcoin Suisse præsentere et overskud på 207 millioner kroner i 2017 og 140 millioner kroner sidste år. Imponerende med tanke på, at markedet for kryptovalutaer faldt med hele 70 procent i 2018.

»Man skal da være lidt utaknemmelig for ikke at sige, at det ser ret fornuftigt ud her efter seks år,« siger Niklas Nikolajsen til Børsen.

Det er første gang nogensinde, at Niklas Nikolajsens firma præsenterer flere nøgletal.

Niklas Nikolajsen bor i dag på et schweizisk slot fra 1700-tallet.
Niklas Nikolajsen bor i dag på et schweizisk slot fra 1700-tallet. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Han vil ikke løfte sløret for, hvor stor omsætningen er, men den skulle være i milliardklassen.

Med til historien hører, at Bitcoin Suisse har udvidet med nye forretningsområder så som at finansiel rådgivning.

Niklas Nikolajsen bor i dag på et schweizisk slot fra 1700-tallet med sin hustru.

En del af sin formue har han investeret i guld, som han har gravet ned - på et hemmeligt sted, selvfølgelig.