Det er ikke mange bogstaver, der kan genbruges, når navneskiltet på denne store Vedbæk-villas nye ejere rykker ind.

For selvom nøglerne til million-palæet går fra en kendt, driftig erhvervsfamilie til en anden, er det Rigmor Zobel, der pakker sine flyttekasser, og den tidligere Brøndby-direktør og nuværende administrerende direktør i online-tøjbutikken Boozt.com, Hermann Haraldsson, der skal pakke sine ud.

Prisen er – som huset – blandt landets større. Det til trods for, at Zobel har givet lidt rabat på hushandlen.

Senest var villaen nemlig udbudt til salg for 19,9 millioner kroner, mens købesummen er endt på 17,8 millioner. Det afslører tinglysningen af salget ifølge boligsiden Boliga.dk.

Foto: Home Charlottenlund
Vis mere

Det er Home Charlottenlund, der har stået for salget, og i deres salgsopstilling beskrev de det 345 kvadratmeter store hus som en “herskabsvilla i engelsk landstil”.

Haraldsson kan således blandt andet se frem til at indrette sig i et stort køkken-alrum i direkte forbindelse med stue, mens tøjet passende kan placeres i det walk in-closet, der ligger i forbindelse med soveværelset.

Huset ligger på en grund direkte ud til skoven ganske tæt på Vedbæk Havn, hvorfra Haraldsson næsten kan vinke til vores gul-blå, ishockey-vindende broderfolk og sine kollegaer på den anden side af sundet, hvor Boozt.com har sit hovedkontor.

Nordkystens priser

Er boligkikkerten indstillet på den sjællandske kyststrækning lige nord for København, var Zobels villa ikke den eneste mulighed for at erhverve en af landets helt eksklusive villaer. Området huser nemlig traditionelt nogle af landets højeste kvadratmeterpriser.

Kommunerne i liebhaverbæltet fra Gentofte klos op ad København og videre nordpå af Strandvejen trækker således priser, der nærmest falder kontinuerligt med, at distancen til hovedstaden øges.

Det er således villaerne på Frederiksberg, der med udbudspriser på lige over 60.000 kroner pr. kvadratmeter, er landets for øjeblikket dyreste sted at købe hus, mens Gentofte og Københavns kommune indtager anden- og tredjepladsen med kvadratmeterpriser på mellem 45- og knap 55.000 kr.*

Blandt Nordsjællands kommuner er det Lyngby-Taarbæk, Rudersal og Hørsholm, der følger trop i den rækkefølge og til kvadratmeterpriser på den tunge side af 34.000 kr.

Se huset her.

*De gennemsnitlige kvadratmeterpriser er for villaer og rækkehuse udbudt til salg i de pågældende kommuner d. 15. maj.