Vurderingsstyrelsen retter ind: Nu får Carsten over 55.000 kroner tilbage
Først da Politiken, B.T. og TV 2 gik ind i sagen fik 74-årige Carsten Petersen ulovligt opkrævede skatter tilbagebetalt.

Først da Politiken, B.T. og TV 2 gik ind i sagen fik 74-årige Carsten Petersen ulovligt opkrævede skatter tilbagebetalt.

Det krævede et højt opråb i medierne, før retfærdigheden skete fyldest.
74-årige Carsten Petersen fra Frederiksberg har siden april sidste år forgæves forsøgt at få både Skattestyrelsen og Vurderingsstyrelsen til at stoppe den uomtvisteligt ulovlige overbeskatning af ham.
Loven er nemlig krystalklar: En boligejer, der mister sin ægtefælle skal beholde den skatterabat, der fulgte med det nye boligskattesystem i 2024.
Derfor kom det mildest talt også bag på Carsten Petersen, at han efter sin kones død i november 2023 har modtaget store skatteopkrævninger, som han ifølge loven skulle have haft i skatterabat på en lejlighed og et sommerhus, han arvede efter sin afdøde hustru.
Først da Politiken, B.T. og TV2 gik ind i sagen i denne uge, kom der skred i sagen.
»Jeg blev ringet op af Vurderingsstyrelsen i går (tirsdag. red.) ved 16.15-tiden. De sagde, at de nu havde lavet en nye årsopgørelser for 2024 og 2025 med skatterabatten,« siger han.
Carsten Petersen har allerede modtaget de to nye årsopgørelser i sin digitale postkasse, hvor de skatterabatter, han var blevet snydt for, nu fremgår.
For skatteåret 2024 drejer det sig om en skatterabat på 27.100 kroner.
For skatteåret 2025 drejer det sig om en skatterabat på 28.500 kroner.
I alt 55.600 kroner.
»Det er glædeligt, at sagen nu er løst, og jeg får mine penge tilbage. Men det er sørgeligt, at der først sker noget, når pressen går ind i sagen,« siger Carsten Petersen.