Rækkehus. Tænker du straks på kilometervis af identiske rækker med småbitte, sirlige haver og en bolig med en stejl trappe op til en førstesal med skråvægge og et kun lidt plettet væg til væg-tæppe, der slet, slet, slet ikke kan komme i nærheden af en pris i den dobbeltemillion-klasse? Så kan du godt pakke dine rækkehus-fordomme væk.

Da dette lige knap 300 kvadratmeter store rækkehus i efteråret ramte det danske boligmarked, var det nemlig til prisen 21.950.000 kroner, hvilket var nok til at gøre det til det dyreste af sin slags på tidspunktet.

Og nu er prisen endt i samme afdeling, skriver boligsiden Boliga.dk.

Salget af rækkehuset er nemlig netop blevet tinglyst, og af denne fremgår det, at det er den tidligere direktør for Novo Nordisk, erhvervsmanden Lars Rebien Sørensen, der sammen med sin frue har købt adressen for intet mindre end 20,5 millioner kroner.

Det er ejendomsmægleren Claus Borg & Partner, der har stået for salget, og i salgsannoncen beskrev de huset som “måske det allerbedste af de Engelske Rækkehuse”.

Ejendommen ligger nemlig i den eksklusive rækkehus-enklave i Klampenborg og har en ugeneret have med kig til de nærtliggende grønne områder.

Lars Rebien stoppede som topchef for Novo Nordisk ved udgangen af 2016 efter at have været mere end 30 år i Novo-folden. Tidligere på året blev det dog offentliggjort, at Rebien forbliver tæt på manegen - som den nye formand for Novo Fonden.

Dyrere rækkehus på markedet

Handlen er blandt årets hidtil dyreste hussalg, men der er dog en anden kandidat til salg, der ifølge Boliga.dk kan gå hen og snuppe pladsen som årets dyreste rækkehus, hvis det bliver solgt til et beløb nær udbudsprisen.

I marts ramte et 267 kvadratmeter stort rækkehus på Sundvænget i Hellerup - meget tæt på Øresund - nemlig markedet med en pris på - hold fast - 28,5 millioner kroner.

Se det solgte rækkehus her