De fleste kender hende fra deres stuer, hvor hun har præsenteret vejr og dansetrin i bedste sendetid. Men nu er der en mulighed for at lade hendes stue blive til din.

Sara Maria Franch-Mærkedahl - model, vinder af Vild med Dans, tidligere vejrvært på Go' Morgen Danmark og børnebrand-indehaver - har nemlig sat sin lejlighed i nordsjællandske Hellerup til salg. Det skriver Boliga Kendte.

Prisen for at overtage hendes 71 kvadratmeter er 3.495.000 kroner, og så er der både en stor stue, to værelser, et køkken, badeværelse og lejlighedsluksus i form af brugsret til egen have.

Desuden er der ifølge beskrivelsen hos ejendomsmæglerfirmaet Bjørn & Frederiksen "stuklofter, originale plankegulve & masser af andre fine detaljer."

Nord for København

Som det er sket mange gange før, er det en drøm om mere plads, der har fået Sara Maria Franch-Mærkedahl til at sætte lejligheden til salg:

"Jeg er glad for at bo her, men nu er jeg bare mig, og så tænker jeg, at pigerne vil have godt af at få et værelse hver. Så jeg mangler et værelse," har hun fortalt til ugebladet Se & Hør.

Beliggenheden i Hellerup er da også blandt landets mest eksklusive. I sommeren blev en villa ikke langt fra Sara Maria Franch-Mærkedahls lejlighed solgt for hele 70,5 millioner kroner - det dyreste hussalg i ti år. Mens postnummeret Hellerup også byder på nogle af landets højeste kvadratmeterpriser.

Køber man Sara Maria Franch-Mærkedahls lejlighed kan man dog glæde sig over, at den ifølge Boliga.dk er prissat en snert billigere end lignende boliger i området.

Se lejligheden her