Nybolig er nu den officielt største ejendomsmæglerkæde i Danmark, skriver Boliga på baggrund af friske tal.

Dermed er EDC blevet væltet af pinden og må altså vige pladsen for Nybolig, der er en del af Nykredit-koncernen.

»Vi har fulgt udviklingen tæt, og tendensen er klar – Nybolig har indtaget førerpositionen som Danmarks største mæglerkæde målt på udbud. Dette er et bemærkelsesværdigt skifte i landskabet af ejendomsmæglerkæder, og er resultatet af Nyboligs målrettede jagt på at blive nummer et i markedet,« udtaler administrerende direktør i Boliga, Carsten Rysgaard i en pressemeddelelse.

Boligsitets tal viser, at Nybolig hver måned siden årsskiftet har overhalet EDC i antallet af udbudte boliger, og skiftet markerer »en ny æra for Nybolig som den førende aktør på det danske ejendomsmarked,« lyder det fra Boliga.

Læs også: Nu kan du søge om tilskud fra særlig pulje

Nybolig bekræfter udviklingen over for Boliga. Derudover oplyser de, at de er den ejendomsmæglerkæde, der i de seneste 12 måneder har solgt flest boliger herhjemme, hvilket er første gang i kædens historie.

Fra EDCs kommunikationschef Jan Nordmann lyder der, at man er opmærksom på Nyboligs ambition om at overtage EDCs position som den største mægler.

»Det er dog vigtigt at nævne, at det seneste ryk i markedsandel er lidt en teknikalitet, idet baggrunden er købet af syv Danbolig-butikker, hvor alle sager fra disse butikker så med 12 måneders tilbagevirkende effekt overføres fra Danboligs til Nyboligs salgs- og udbudstal,« siger han ifølge boligsitet.

Hør det seneste afsnit af B.T.-podcasten Spar Kassen, hvor panelet er på jagt efter pengemaskiner.