Det er ikke blot det københavnske marked for ejerlejligheder, der er gået af lave med vilde prisstigninger, som efterlader selv garvede boligøkonomer målløse og med spørgsmålstegn i øjnene.
Også sommerhusmarkedet er usædvanligt varmt for årstiden.
Alene fra oktober til november steg prisen på sommerhuse med hele 1,9 procent, og det sendte prisen på sommerhuse op i ny rekord, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Et gennemsnitligt sommerhuse steg fra oktober til november med 36.500 kroner, og det betyder, at man ved udgangen af november skulle lægge 1.956.000 kroner for at blive ejer at et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter.
»Det er en langt større prisstigning, end vi har set før for sommerhuse i november. Tendensen i de seneste år har været, at sommerhussæsonen bliver længere og længere på boligmarkedet, men med den prisstigning vi ser nu, er det virkelig blevet sommer i november,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Hvor usædvanlig stigningen er, viser sig, når man går tilbage i statistikken. Den hidtil største prisstigning fra oktober til november faldt i 2023, hvor prisen steg med 0,8 procent.
Normalvis falder sommerhuspriserne i november - i otte ud af de seneste 14 år er sommerhuspriserne faldet fra oktober til november - eller stiger ganske svagt.
»Vi har ikke før set prisstigninger i november, der bare har tangeret det, vi har set i år. Boligmarkedet har på mange områder været usædvanligt i år, og sommerhuspriserne er ingen undtagelse,« siger Birgit Daetz.
Det usædvanlige prishop skyldes blandt andet, at køberne har fået færre sommerhuse at vælge imellem.
Ved udgangen af november var der 5.514 til salg-skilte foran danske sommerhuse. Det er 6,4 procent færre end i oktober og 9,5 procent færre end for et år siden.
Hvis man trods prisstigningerne satser på at gøre et kup på sommerhusmarkedet, skal man normalvis - som følge af de almindelige sæsonudsving - slå til i februar, hvor priserne ifølge Nordea statistisk set er 1,9 procent lavere end årsgennemsnittet.
Omvendt topper priserne som følge af sæsonudsving i juni, hvor der som regel bliver solgt flest sommerhuse.
Ser man på, hvor meget man sparer ved at købe et gennemsnitligt sommerhus på landsplan i den billigste måned (februar) frem for den dyreste måned (juni), så er forskellen oppe på cirka 4,0 procent.
Et sommerhus, der i februar koster to millioner kroner, koster altså alene som følge af de tilbagevendende sæsonudsving cirka 80.000 kroner mere i juni.
