Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt?
Hvordan man ser på det spørgsmål siges at afspejle, om man har et pessimistisk eller optimistisk syn på verden.
Det samme kan man med en vis ret sige gælder synet på nye nøgletal for vækstudsigten i europæisk økonomi og dermed også for renteudviklingen.
Fredag formiddag blev eurozonens toneangivende erhvervsbarometer, det såkaldte PMI-indeks, offentliggjort.
Det landede i januar på 51,5 point; akkurat som i december i december 2025.
Når indekset ligger under 50, indikerer det tilbagegang i økonomien. Når det er højere end 50, indikerer det fremgang i økonomien.
Med et PMI i januar på 51,5 point er der i 2026 udsigt til moderat vækst.
»PMI-målingen vil næppe skubbe meget til stemningen i ECB (Den Europæiske Centralbank, red.), hvor centralbankens medlemmer er nogenlunde enige om, at pengepolitikken i øjeblikket er ”et godt sted”. Der er derfor ikke umiddelbart lagt op til ændringer i renten foreløbigt,« lyder det i en kommetar fra chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm,
ECBs ledende rente ligger i dag på 2,0 procent.
Den er drønvigtig for titusindvis af danske boligejere, da renten på de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som F-kort og Kort Rente, der får fastsat ny rente hvert halve år, i grove træk følge ECBs ledende rente en til en.
Og så er vi tilbage ved, om glasset er halvtomt eller halvt fyldt?
Boligejeren, der ser optimistisk på tingene, vil glæde sig over, at renten på F-Kort-lån ikke ser ud til at stige foreløbig. Omvendt vil boligejeren, der ser mere pessimistisk på tingene, ærgre sig over, at der ikke er lagt i kakkelovnen til lavere rente foreløbig.
Landets tre store realkreditinstitutter, Nykredit/totalkredit, Nordea Kredit og Realkredit Danmark, er enige i, at ECB holder renten i ro i år.
Renten på F-kort-lån ligger i dag på cirka 2,3-2,4 procent, alt efter hvilken obligation lånet er udstedt i år.
Når renten skal fornyes til juli, kan F-kort-lånerne måske se frem til en lidt lavere rente. En teknisk omlægning af den såkaldte referencerente, som F-kort-lån er knyttet til, betyder nemlig, at renten isoleret set vil falde med 0,19 procentpoint til juli.
Andre forhold kan imidlertid trække F-kort-renten lidt op eller en smule længere ned. Men som udgangspunkt skal boligejere med F-kort-lån ifølge de tre store realkreditinstitutter forvente en stort set uændret rente til juli.
Også den 30-årige faste realkreditrente forventes ifølge Nykredit/Totalkredit, Nordea Kredit og Realkredit Danmark at ligge stabilt omkring en effektiv rente på fire procent året ud.
