Spreder sig som ringe i vandet: Her boomer boligpriserne nu
I disse kommuner stiger huspriserne allermest, viser dugfriske tal fra Boligsiden.

I disse kommuner stiger huspriserne allermest, viser dugfriske tal fra Boligsiden.

Prisstigningerne på boliger spreder sig nu som ringe i vandet.
De seneste par år er priserne på huse og ejerlejligheder stukket fuldstændig af i og omkring hovedstaden.
På bare to år er ejerlejlighederne i København blevet hele 45 procent dyrere, og priserne er nu oppe i et leje, hvor mange boligkøbere må søge væk fra hovedstaden for at finde en bolig, de har råd til at købe.
Den trafik betyder til gengæld, at priserne nu stiger ganske kraftigt på resten af Sjælland.
Alene fra maj til juni er priserne på villaer og rækkehuse steget med hele 1,8 procent i Region Sjælland, mens priserne i samme periode er steget med 1,2 i Region Hovedstaden og med 0,8 procent i gennemsnit på landsplan.
Det viser dugfriske tal fra Boligsiden.
Ser man på prisudviklingen på huse over det seneste år, er det nu Østsjælland, der er trukket i den gule førertrøje med en stigning på hele 14,5 procent.
I samme periode er huspriserne steget med 13,9 procent i Københavns Omegn og 13,5 procent i landsdelen København By, der tæller Københavns Kommune samt Frederiksberg, Dragør og Tårnby kommuner.
Det betyder ifølge beregninger fra Nordea, at boligejere med et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i Østjylland har kunnet lægge hele 557.000 kroner til friværdien det seneste år.
I juni skulle køberne lægge 4.390.000 kroner for 140 gennemsnitlige kvadratmeter østsjællandsk hus.
I Østsjælland finder vi kommunerne Greve, Solrød, Køge, Roskilde og Lejre.
I Solrød Kommune, som er den dyreste på Østsjælland, koster et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter nu 5.076.000 kroner, mens de billigste huse på Østsjælland ligger i Lejre Kommune.
Her skulle køberne i juni lægge to millioner kroner mindre - helt præcis 3.035.000 kroner – for et tilsvarende hus.
Det er kun lidt mere end landsgennemsnittet, som i juni lå på 2.809.000 kroner.
Mens prisudviklingen på huse på Østsjælland har fuld fart på, er prisvæksten aftaget på det tidligere så glohede ejerlejlighedsmarked i Københavns Kommune.
Det betyder imidlertid ikke, at priserne i København har slået bak.
Men hvor prisstigningerne i årets første fire måneder lå på mellem 1,7-2,6 procent om måneden, faldt prisstigningstakten på ejerlejligheder i København til 0,8 procent fra maj til juni.
Det betyder, at en gennemsnitlig treværelseslejlighed på 80 kvadrameter i hovedstadskommunen nu koster 6.134.000 kroner.