Huset skal totalrenoveres. Varmeinstallationen virker ikke. Og der er hul i taget.

Salgsbeskrivelsen for Danmarks billigst udbudte villa var ikke ligefrem positiv, men alligevel lykkedes det ejendomsmægleren at få solgt den 154 kvadratmeter store bolig.

Huset, der ligger i Hokkerup syd for Aabenraa, blev udbudt til salg i januar 2015 for 100.000 kroner og faldt fire måneder senere med 25 procent i pris, så udbudsprisen endte på 75.000 kr. - landets billigste tilbud for en villa.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Og mens mange huse i den prisklasse oftest ender med at blive taget af markedet, slog en køber til i slutningen af august og betalte 50.000 kroner for boligen.

Selvom ejendommen "mere er en ruin end et hus", som mægleren formulerer det, var der flere potentielle købere forbi for at besigtige boligen.

Købt af mand fra Aarhus
»Der er en del købere i vores område til gør-det selv-husene, for området er slet ikke så dårligt, og husene er meget billigere end ved Flensborg Fjord, der ligger et par kilometer længere væk. Jeg har solgt tre-fire styk, der allesammen trængte til en kærlig hånd, så jeg vurderede chancerne for at få solgt boligen som rimeligt gode,« siger Keld Faaborg fra Estate Mæglerne til Boliga.

Huset blev købt af mand i 60'erne fra Aarhus, som ifølge Keld Faaborg ikke har planer om at rive det ned, men tværtimod regner med at istandsætte boligen.

Nakskov-villa billigst
Med salget af villaen er det ifølge Boliga nu et hus i Nakskov, der topper listen over landets billigste ejendomme.
Prisen er sat til 85.000 kr., hvilket giver adgang til 109 kvadratmeter bolig og en grund på 854 kvadratmeter.
Huset kræver dog en kærlig hånd, inden man kan flytte ind i det.
Se den gamle annonce for den billigste villa her.

Se den nye nummer ét på billig-listen her.

Her er Danmarks hurtigste villasælgere
Ejer du et hus på under 100 kvadratmeter i Albertslund Kommune, behøver du næppe være nervøs for en lang liggetid på boligmarkedet.

En ny statistik fra Boliga.dk viser, at små huse i kommunen på den københavnske vestegn bliver solgt hurtigere end samtlige andre husstørrelser i samtlige kommuner i resten af landet.

Med en salgstid på 63 dage er snittet betragteligt under landsgennemsnittet for huse under 100 kvadratmeter, som bliver solgt efter 170 dage i snit, og i de næste kategorier, 100-140 kvm. og 140+ kvadratmeter ligger Albertslund Kommune også lunt i svinget med salgstider på henholdsvis 69 og 108 dage.

Generelt er der ellers ikke den store forskel på salgstiderne for små- og mellemstore huse.

På landsplan er der blot fire dages difference, henholdsvis 170 dage og 174 dage, mens det tager noget længere tid at afsætte huse på over 140 kvadratmeter.

Her har sælgerne ventet 216 dage i snit på køberne.

Fart på i hovedstadsregionen
Opgørelsen viser, at Region Hovedstaden giver alle andre regioner baghjul på listen over de hurtigste hussalg, og det er uanset hvilken størrelse, husene har.

I det seneste år er husene i hovedstadsregionen på under 100 kvadratmeter blevet solgt på 117 dage i snit, mens villaer på mellem 100-140 kvadratmeter er blevet afsat efter 120 dage i snit og boliger på over 140 kvadratmeter er blevet købt efter 149 dage i gennemsnit.
i Region Midtjylland er det ifølge Boliga huse på mellem 100-140 kvadratmeter, som er blevet solgt hurtigst - 173 dage i snit - og i Region Nordjylland og Region Sjælland er det de mellemstore huse, som bliver solgt hurtigst. Begge steder har det taget 196 dage.

I Region Syddanmark er det derimod de mindste huse, som hurtigst har fundet købere efter 189 dage i snit.

Se hvor hurtigt din husstørrelse bliver solgt i din kommune.

*Der er kun udregnet en gennemsnitlig salgstid, hvis der er solgt minimum 20 villaer/rækkehuse i hver størrelseskategori i kommunerne.  Opgørelsen er lavet på baggrund af tinglyste hushandler fra 21. september 2015 og et år tilbage. Salgstiderne er udregnet på baggrund af annoncerede og tinglyste salg via ejendomsmæglere og Boliga Selvsalg.