Der var mål i støvlerne, da landsholdsangriber Andreas Cornelius i weekenden spillede kamp. Hele syv gange blev bolden sendt i nettet, men det er ikke kun på banen, at angriberen har haft en forrygende sommer.

Han nøjedes nemlig ikke med at være en vigtig brik i en vaskeægte storsejr. I en helt anden boldgade er der nemlig også et lynhurtigt salg af lejligheden i København at lune sig ved tanken om.

For i løbet af sommeren - en lille måned efter det blev officielt, at spilletrøjen fra FC København skulle skiftes med italienske Atalantas - blev hans 196 kvadratmeter store hybel sat til salg. Og blot 24 dage tog det for Danbolig City at sælge luksuslejligheden i indre København - et hjørnespark fra Amalienborg. Det skriver Boliga Kendte.

Udbudt til 10,5 mio. kr.

Dermed er salgstiden også uhørt lav for det ellers farligt hurtige boligmarked i hovedstaden. En nylig opgørelse fra Boliga.dk viser nemlig, at det i gennemsnit tager 88 dage at sælge en lejlighed i det inderste af storstaden.

Hvor meget den nye beboer, der snart kan kalde lejligheden i kvarteret Frederiksstaden - hvor de mest prominente beboere har royale titler - for hjem, har måttet slippe for at kunne drible rundt i fodboldstjernens stuer er endnu uvist. Men med en udbudspris på lejligheden på 10.498.000 kroner, ligger prisen nok også i et højt leje.

Klubskifte

Sikkert og vist er det dog, at livet på fjerde sal fremover skal leves luksuriøst. Lejligheden har blandt andet en stor stue med pejs, et køkken med plads til gæster og en stor spisestue.

Desuden følger der udsigt med i handlen; et af lokalområdets vartegn, Marmorkirken, kan nemlig betragtes fra lejlighedens vinduer.

Kort tid inden Andreas Cornelius med sit skifte til Atalanta gik over til at dyppe brødet i olivenolie i stedet for at beklæde det med smør, vandt han sammen med resten af FC København Danmarksmesterskabet.

Se billeder af Andreas Cornelius luksuslejlighed her