Det er god grund til at være forsigtig og tage sig sine forholdsregler de kommende dage.

Din bolig kan nemlig stå for skud, når både vindstød af stormstyrke, kraftig regn og forhøjet vandstand kan gå i land på den danske vestkyst.

Samtidig kommer LB Forsikring med en opfordring til danske bolig- og sommerhusejere.

»Vi vil gerne opfordre til, at man holder ekstra øje med vejrudsigten de kommende døgn og overvejer, om man skal køre en tur forbi sommerhuset og sikre, at det er klar til både kraftig regn og blæst eller bruge lørdagen på at sikre trampolin, havemøbler eller noget tredje for at forebygge skader,« lyder det fra Maiken Sjöberg Russ, chef for Bil og Bolig i LB Forsikring.

Hun påpeger videre, at vandskader er en af de type skader, der tager længst tid at udbedre.

Derudover medfører kraftig vind ofte skader i form af ting som smadrede ruder, væltede træer og løsrevne tagsten.

Det kan også være en god idé at køre bilen i sikkerhed og sikre boligen med vandsække.

DMI varsler om stormende kuling med vindstød af stormstyrke natten til søndag.

Samtidig varsles forhøjet vandstand natten til mandag i Vadehavet, den centrale del af den jyske vestkyst og den vestlige Limfjord.

Skulle skaden alligevel ske, er det vigtigt at kontakte sin forsikring hurtigst muligt, samtidig med at forsøge at skaden ikke bliver større.