Prisen på en kvm ejerlejlighed er på landsplan steget 8,4 pct. hen over det seneste år. Zoomer man ind på landets fem største byer, ses den største prisstigning i Esbjerg.

Salget af ejerlejligheder falder i Aarhus og København, men priserne fortsætter med at stige. På et enkelt år er der tale om en stigning på 8,4 pct., når man kigger på udviklingen i hele landet. Og vender man blikket mod landets fem største kommuner, er der ligeledes øgede salgspriser over hele linjen. Det viser tal fra Boligsiden.dk.

Størst er stigningen i Esbjerg, hvor ejerlejlighedskøberne i februar måtte betale 15 pct. mere pr. kvm i forhold til samme måned i 2017. Esbjerg overhaler dermed både Aarhus og København.

Den mindste stigning, på fire pct., ses i Aarhus Kommune, mens priserne i Odense og Aalborg har vækstet med 7,8 og 7,6 pct. Ligesom Esbjerg er København med til at trække den samlede stigning op med en ændring i prisen på 11,4 pct.

»At stigningen er størst i Esbjerg, skyldes, at der er plads til mere vækst, fordi priserne er markant lavere her end i de øvrige store byer. Der skal dermed ikke nær så meget til for at skabe en stor stigning,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Mens kvadratmeterprisen i København er 40.265 kr., er prisen i Esbjerg 15.360 kr.