Klima- og energiminister Samira Nawa (R) bliver nu trukket ind i sagen om, at tusindvis af danske boligejere i strid med loven ikke har registreret deres brændeovn i BBR-registret.

Det sker, efter B.T har afsløret, at knap 5.000 boligejere i København ikke har registreret deres brændeovn og derfor ikke betaler ejendomsværdiskat af værdien af at have en brændeovn i boligen. En værdi, som i dyre boligområder som netop Københavns snildt kan løbe op i over 200.000 kroner.

En værdi, som beskattes med ejendomsværdiskattesatsen på aktuelt 0,51 procent.

Det har civilingeniør og it-udvikler Christian Schmidt fra Østerbro i København måttet sande.

Vurderingsstyrelsen kom nemlig i sin 2020-vurdering af hans lejlighed frem til, at hans brændeovn har en værdi på godt og vel 243.000 kroner.

Det betyder, at Christian Schmidt betaler cirka 1.000 kroner i ejendomsværdiskat om året for at have en brændeovn. En skat, som ejeren af en tilsvarende lejlighed, men som ikke har registreret sin brændeovn i BBR-registret, smyger sig uden om.

Christian Schmidt, it-udvikler og brændeovnsejer.  Foto: Privat foto

»Det synes jeg jo grundlæggende er uretfærdigt og forkert. Både på det personlige plan og samfundsmæssigt. Når vurderingerne er baseret på data, bør data jo være så korrekte som muligt,« sagde Christian Schmidt mandag i sidste uge til B.T.

I samme uge kunne B.T. på baggrund af en rapport fra Aarhus Universitet fortælle, at langt over 200.000 boligejere på landsplan har undladt at registrere deres brændeovn.

Det har nu fået Venstres skatteordfører, Marie Brixtofte, til at rejse sagen over for klima- og energiminister Samira Nawa, da BBR-registret er placeret under hendes ministerium.

I Københavns Kommune vil klima-, teknik- og mijøforvaltningen i første halvår af 2027 kontakte alle de boligejere, der ikke har registreret deres brændeovn i BBR. Dem kan kommunen nemlig finde ved at sammenkøre Hovedstadens Beredskabs register over alle de københavnske adresser, der får fejet skorsten, med BBR-registret.

Det er lovpligtigt at få fejet sin skorsten, hvis man har en brændovn.  Foto: Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix. Modelfoto.

Marie Brixtofte mener, at Samira Nawa bør tage initiativ til, at landets øvrige kommuner får gjort det samme.

I et såkaldt udvalgsspørgsmål til klima- og energiministeren spørger hun, om ministeren vil redegøre for, i hvilket omfang kommunerne allerede modtager eller har adgang til oplysninger om brændeovne og andre fyringsanlæg fra skorstensfejerne?

»Og om ministeren vil tage initiativ til, at disse oplysninger systematisk sammenholdes med BBR med henblik på at identificere og rette fejl, herunder redegøre for hvilke eventuelle juridiske eller praktiske hindringer der måtte være?«

Christian Schmidt, som tilbage i februar i år sammenkørte Hovedstadens Beredskabs register over adresser tilsluttet skorstensfejerordningen i Københavns Kommune med BBR-registret og siden overdrog sin analyse til B.T., glæder sig over, at sagen nu tages op på nationalt plan.

»Man skulle mene, at det ligger lige til højrebenet, at ministeren sender et brev til alle landets kommuner og beder dem indhente disse oplysninger,« skriver han i en mail til B.T.