Har du altid drømt om din egen kirke, er det bare om at slå til.
Måske du vil danse rundt om korset iført underbukser en skinhellig morgen eller ombygge himmeriget til din helt egen pragtvilla – kun fantasien sætter grænser.
Det fortæller ejendomsmægleren Peter Due, som er indehaver af Peter Due Bolig, og netop har fået en kirke på Sjælland i sin salgsportefølje:
»Det er på alle måder noget særligt, og jeg må sige interessen er meget stor,« siger ejendomsmægleren.
I ejendomsmæglerfirmaets 60-årige historie har det aldrig haft en kirke til salg, men nu sker det, og det vækker begejstring:
»Jeg har solgt alt fra en rockerborg, et nedlagt bordel og selvfølgelig parcelhuse, men det er første gang jeg sælger en kirke. Det er ikke for at negligere parcelhuse, men en kirke er alligevel en uvant og meget sjov opgave,« siger ejendomsmægleren.
Kirken og de tilhørende lokaler består af hele 520 kvm bygningsareal og 220 kvm »supergod kælder«, som du kan stakke med kirsebærvin, alterbrød, din egen Jomfru Maria eller hvad du ellers foretrækker, så længe du holder dig inden for lovens rammer:
»Støjende og larmende virksomheder er det eneste, som man næppe må lave i bygningerne, men ellers vurderer jeg, alt andet vil være en formssag ved kommunen,« påpeger ejendomsmægleren.

Herligheden skal du slippe 2.195.000 kroner - eller knap 3000 kroner pr. kvadratmeter - men så har du også 100 procent brugsret, og kan lave kirken og dens bygninger om til alt fra bolig, foreningsliv, undervisning eller visse typer af erhverv.
Det er relativt billigt, når man ser på kvadratmeterpriserne i Nyrup, som ellers ligger på lidt over 17.000 kroner.
»Prisen er sat efter, at der nok skal bruges lidt penge, hvis man ikke lige vil bruge det til kirke,« siger ejendomsmægleren.
Med i prisen får du en 4150 kvadratmeter stor grund, som kirken ligger på.

Ejeren af kirken er Midtsjællands Baptistmenighed, men den tager nu konsekvensen af det faldende medlemstal.
I en pressemeddelelse oplyser menigheden, at præsten gik på pension for 13 år siden, og at »ressourcerne svandt ind.«
»Tiderne skifter. Børnene og de unge er for længst forsvundet fra landsbyen. Og det er menighedens medlemmer også. Hellere ‘lukke og slukke’ på ordentlig vis,« lyder det videre i menighedens pressemeddelelse.
Menigheden tæller i dag 48 medlemmer, som nu må se sig efter en anden kirke.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Nu kan kirken i hvert fald blive din. Hvis du vil se den, så er der fremvisninger på lørdag i Nyrup.