Mange kender nok følelsen af at have rullet dynerne sammen, pakket weekendtasken og fyldt bilen - klar til at drage på ferie i sommerhuset.

Men hvor de fleste nok trækker mod nogle dage i mere primitive kår i sommerhuset eller feriehytten uden dagligdagens vognpark af køkkenredskaber, legesager og elektronisk-underholdning, er det ikke nødvendigvis den eneste måde at tilbringe sommerdagene på.

Bilen kunne også trille direkte ind på slotspladsen foran "Kaffeslottet" på Bornholm.

I weekenden kom et af landets vel nok mest pompøse ferieboliger nemlig til salg hos den landsdækkende liebhavermægler Lilienhoff for 7.950.000 kr.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Ruin i Gudhjem

Udbudssummen er godt 6,5 millioner kr. mere, end hvad slottet sidst blev handlet for - for præcis tre år siden.

I februar 2014 købte et sjak af nye ejere nemlig adressen for bare 1.550.000 kr.

Det var angiveligt et hold af seks håndværksmestre fra Rødovre, der ifølge Bornholms Tidende som lørdag skrev om "Kaffeslottet", der har renoveret ejendommen, selv haft den som feriehus, og som nu sælger.

Sidst ejendommen blev handlet, var den nemlig i en noget dårligere forfatning end den, som en kaffegrosserer fra København i 1915 lod opføre som sin private ferieresidens - og som nye købere i dag kan rykke ind i.

Oprindeligt er "Kaffeslottet" nemlig opført i forrige århundrede yderst på Bornholms nordøstlige kyst - på den lille Gudhjem-tinde med udsigt over Østersøen.

Siden da har lokalbefolkningen på Solskinsøen givet ejendommen det royale tilnavn.

Dyreste sommerhus på Bornholm

Lige nu er "Kaffeslottet" det absolut dyreste sommerhus til salg på øen i Østersøen - med mere end fire millioner kr. ned til det næstdyreste.

Men selvom Boliga tidligere har kunnet skrive, at Bornholm i første del af 2016 oplevede stigende kvadratmeterpriser og flere salg end i de foregående år, er der stadig en bid vej op til sommerhuskongerne.

De dyreste sommerhuse, der netop nu er udbudt til salg, ligger således i Hornbæk på Sjællands nordkyst, hvor salg-kvadratmeterpriserne sidste år var landets tredjedyreste.

Til 29 og 27 millioner kr. er det to sommerhuse i kystbyen, der ligenu løber med titlen som landets dyreste og næstdyrest sommerhus.

Se "Kaffeslottet" her