Nyt område ramt af vurderingskaos: 'Fuldstændig værdiløst'
Skandalesag vokser. Sommerhusejere ramt af graverende fejl i Vurderingsstyrelsen.

Skandalesag vokser. Sommerhusejere ramt af graverende fejl i Vurderingsstyrelsen.

Hvordan ville du have det med at blive beskattet ud fra et forkert og for højt grundlag?
Ikke så godt, vel?
Det er imidlertid virkeligheden for stribevis af sommerhusejere i Danmark.
Ombudsmanden er gået ind i sagen, efter B.T. i vinter og foråret dokumenterede, at en række sommerhusejere i Halsnæs Kommune i Nordsjælland og i Pandrup Nordjylland blev beskattet af for høje grundværdier.
Og nu vokser skandalen ind i et naturskønt sommerhusområde i Odsherred Kommune helt ude på odden mellem Kattegat på den ene side og Sejerøbugten på den anden.
Sagens kerne er, at Vurderingsstyrelsen i en række sager fejlagtigt har vurderet sommerhusgrundene ud fra det generelle bygningsreglements regler. De siger, at der maksimalt må bebygges 15 procent af grundarealet.
Men hvis der findes en lokalplan for området, trumfer den ifølge loven de generelle regler.
16. august stod Lars Raunsø Jensen, der har et sommerhus på Åbredden i sommerhusområdet Ebbeløkke i Odsherred, frem her i B.T. og fortalte om sin kamp med Vurderingsstyrelsen.

Vurderingsstyrelsen har nemlig vurderet værdien af hans sommerhusgrund ud fra de generelle regler om maksimalt 15 procent bebyggelse og ikke den for området gældende lokalplan.
Den siger klart og tydeligt, at der maksimalt må bebygges 10 procent af grundens areal i sommerhusområde Ebbeløkke.
Først da Lars Raunsø Jensen klagede til Vurderingsankenævn Vestsjælland fik han medhold, og i maj 2024 erkendte Vurderingsstyrelsen i sine bemærkninger til ankenævnets sagsbehandling, at den ‘korrekte’ bebyggelsesprocent rettelig er 10 procent.
Nu skulle man så tro, at den erkendte fejl ville blive rettet for de øvrige sommerhusejere i Ebbeløkke.

Men sådan fungerer det ikke.
B.T. har foretaget en lille stikprøvekontrol og tre ud af fire sommerhusejere på den lille grusvej Åbredden - altså den samme vej, som Lars Raunsø Jensens sommerhus ligger på - er ramt af samme fejl.
Det gælder blandt andre Henri Weber.
Vurderingsstyrelsen skriver sort på hvidt i deklarationen for Henri Webers 2022-vurdering: “Bedst udnyttelse (%): 15 procent”.
Styrelsen skriver i samme deklaration, at der maksimalt må bebygges 171 kvadratmeter sommerhus på hans 1.143 kvadratmeter store sommerhusgrund.
Det må der ikke.
Han må maksimalt bebygge 114,3 kvadratmeter af grunden. Den for højt satte bebyggelsesprocent betyder, at grunden overvurderes, og at beskatningsgrundlaget dermed bliver for højt.
Henri Weber, der er tidligere statsautoriseret revisor, siger, at han har opgivet at følge med i alle skrivelserne fra Vurderingsstyrelsen.
»Indtil videre har jeg ikke gidet at sætte mig ind i det, for jeg har betragtet alt, der kommer fra Skat og Vurderingsstyrelsen, som fuldstændig værdiløst. Jeg er gammel statsautoriseret revisor, så jeg ville jo gerne kunne gennemskue Vurderingsstyrelsen og Skats principper, men det kan man jo ikke,«siger han og tilføjer:
»Det eneste, man kan håbe på, er, at fornuften indfinder sig til sidst.«
Historien er den samme for Bernt Freiberg, som også bor på Åbredden blot to husnumre fra Lars Raunsø Jensen. I deklarationen for hans 2022-vurdering står der fejlagtigt, at han må bebygge 15 procent af grundens areal svarende til 205 kvadratmeter sommerhus.
Han må maksimalt bebygge 135 kvadratmeter, hvilket han også har gjort.

Og så er der Per bach Schjølin, der også har et sommerhus på Åbredden. Vurderingsstyringens skriver i 2022-vurdering, at han må bebygge 15 procent af sin1.068 kvadratmeter store grund og opføre et sommerhus på 160 kvadratmeter.
Det må han heller ikke. Han må maksimalt opføre et sommerhus på 106,8 kvadratmeter.
B.T. har 13. august bedt Vurderingsstyrelsen oplyse, hvilken bebyggelsesprocent styrelsen har brugt i forbindelse med vurderingen af 20 specifikke adresser i det pågældende lokalplanområde, Ebbeløkke, hvor lokalplanen trådte i kraft 30. april 1981.
Det har Vurderinngsstyrelsen ikke svaret på inden for B.T.s deadline 17. august.
B.T. har i forbindelse med stikprøven tirsdag spurgt Vurderingsstyrelsen, om styrelsen har et “systemisk problem” med at indlæse gældende lokalplaner?
Vurderingsstyrelsen arbejder på et svar.
Vurderingsstyrelsen skal senest 1. september i år have svaret på Ombudsmandens spørgsmål til sagen.