Selv en lille fejl kan ende med at koste dyrt og få konsekvenser.
Alligevel viser en ny undersøgelse, at hver femte dansker har lavet ulovligt el- og VVS-arbejde i eget hjem.
Det oplyser forsikringsselskabet Gjensidige i en pressemeddelelse.
I undersøgelsen, som YouGov har foretaget for Gjensidige og NRGi, er 1.009 respondenter blevet spurgt ind til, om de nogensinde selv har udført arbejde i deres bolig, der normalt kræver autorisation – som el eller VVS.
Til det svarede 20 procent 'ja', mens 75 procent svarede 'nej'. De sidste fem procent svarede 'ved ikke'.
Men den slags arbejde er noget, der kan få alvorlige følger på længere sigt, lyder det fra Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi:
»Mangelfuldt udført VVS-arbejde kan eksempelvis resultere i lækager, fugtskader eller endda skimmelsvamp, mens forkert elinstallation kan medføre kortslutning, elektrisk stød og i værste tilfælde brand,« forklarer han.
Derudover kan skader, der er opstået som følge af 'gør-det-selv'-arbejde i hjemmet, i visse tilfælde også få betydning for, hvordan forsikringen dækker, fortæller skadedirektør hos Gjensidige Forsikring, Lene Rasmussen:
»Der er en god grund til, at visse typer af arbejde i hjemmet kræver autorisation. Når man arbejder med el eller vand, kan det hurtigt blive både farligt og dyrt, hvis ikke det bliver gjort korrekt,« siger hun og tilføjer:
»Derfor anbefaler vi, at man altid bruger en autoriseret fagperson, både for sikkerhedens skyld, men også for at være garanteret, at forsikringen dækker, hvis uheldet skulle være ude.«

