Rank står det midt i stuen som en naturlig hovedperson, når julen skal fejres.
Frisk fra skoven. Måske fra det lokale bygge- eller supermarked. Eller i plastik.
DR skriver således, at salget af kunstige juletræer er i markant fremgang – det fortæller store kæder som Billigblomst, Plantorama, Jem & Fix, Imerco og Jysk til mediet.
Samtidig viste en undersøgelse sidste år fra organisationen Danske Juletræer, at hvert femte juletræ i Danmark var lavet af plastik.
I 2016 var det kun 5-6 procent.
Og den tendens ser altså kun ud til at fortsætte.
Plantorama oplyser til DR, at salget af plastikjuletræer er steget med hele 40 procent i år i forhold til sidste år.
Hos Jem & Fix er det 20 procent.
Fra Plantorama i fynske Langeskov lyder det fra centerchef Anders Conradsen:
»Salget af plastikjuletræer har været stigende fra år til år,« siger han:
»Men i år er tallene gået noget længere op sammenlignet med det forgangne år.«

