Boligejere landet over er fortsat taget som gidsler i Vurderingsstyrelsens boligskattekaos.
Kalender skriver 2026, men flere hundredtusinder boligejere mangler fortsat at få vished for, om de har betalt for lidt, for meget eller den korrekte boligskat i 2024.
Vurderingsstyrelsen mangler nemlig fortsat at udsende knap 900.000 endelige 2022-vurderinger, som boligejerne skal have for at finde ud af, om de får et skattesmæk.
De har nemlig betalt deres boligskatter i 2024 med udgangspunkt i en foreløbig 2022-vurdering, som Vurderingsstyrelsen måtte udsende som følge af de gentagne forsinkelser med det nye, digitale ejendomsvurderingssystem, som indtil nu har kostet skatteborgerne over fire milliarder kroner.
Tilbage i juni 2025 udsendte Vurderingsstyrelsen ellers en optimistisk formuleret pressemeddelelse, hvor styrelsen skrev, at de første endelige 2022-vurderinger ville blive sendt ud til boligejerne omkring sommerferiens begyndelse, mens der ifølge styrelsen ville blive sat turbo på systemet med ‘masseudsendelserne’ af de endelige 2022-vurderinger på den anden siden af sommerferien.
Men her over et halvt år senere er ‘masseudsendelser’ blot nået halvvejs.
Ud af de i alt 1,77 millioner endelige 2022-vurderinger, mangler Vurderingsstyrelsen nemlig pr. 5. januar i år at udsende cirka 900.000, oplyser styrelsen.
Det er ikke godt nok, erkender Vurderingsstyrelsens direktør, Anne-Sofie Jensen.
»Jeg er enig i, at det selvfølgelig ikke er tilfredsstillende, at vi er bagud med vurderingerne,« udtaler hun i skriftlig svar til B.T., hvor B.T. ikke har fået svar på de to konkrete spørgsmål, vi har stillet til Vurderingsstyrelsen (se spørgsmål og svar i fakaboksen nedenfor)
De forsinkede, endelige 2022-vurderinger får konsekvenser for en række boligejere.
Ikke nok med, at en del boligejere vil få et skattesmæk, i de tilfælde hvor den endelige 2022-vurdering kommer til at betyde, at de uforvarende har betalt for lidt i boligskat i 2024.
De kommer også til at betale strafrenter til skattevæsenet af den uforskyldte restskat. Det bekræfter Vurderingsstyrelsen over B.T.
»Det er ren gak-gak. Det er jo grotesk. Det er ikke rimeligt over for de mange danske boligejere. De kommer jo til at betale en ekstra regning, fordi myndighederne er langsomme og upræcise i deres ejendomsvurderinger,” siger skatteordfører for Danmarksdemokraterne Hans Kristian Skibby og tilføjer:
»Det er jo at stikke boligejerne blår i øjnene, når Vurderingsstyrelsen i juni 2025 går ud og siger, at ‘masseudsendelser’ begynder efter sommerferien, og at man så her snart syv måneder senere kun har udsendt halvdelen.«
Skal du betale restskat som følge af den endelige 2022-vurdering, så kontakt journalist Thomas Ambrosius her: tham@bt.dk
Også Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i konsulenthuset BDO Danmark, finder det 'principielt' betænkeligt, at de ramte boligejere skal betale strafrenter af en restskat, som myndighederne selv har forvoldt.
»Det handler mere om principper end penge, for der vil for den enkelte ikke være tale om meget store beløb. Men det ændrer ikke ved, at det er borgerne, der betaler regningen for, at de her 2022-vurderinger er forsinkede,« siger han og tilføjer:
»Og samlet kan renterne på restskatterne godt løbe op i et større beløb.«
Hans Kristian Skibby vil gennem Folketingets skatteudvalg nu bede skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen svare på, om hun finder det rimeligt, at boligejere skal betale strafrenter af en restskat, som hendes egne skattemyndigheder bærer ansvaret for.
