Der er tikket nogle “Velkommen til Medina”-, “Kun for mig”-, “Ensom”- og “Kl 10”-millioner ind på kontoen, siden sangfuglen Medina i 2015 solgte sin lejlighed i Aarhus.

Sidste år solgte hun nemlig sit rækkehus på Islands Brygge for godt 12,3 millioner kroner mere, og havde du ikke lige råd til at slå til på den pris, er der nu en ny mulighed for at komme til at bebo den midtjyske sangerindes tidligere hjemadresse.

Medinas gamle lejlighed i den fashionable Jægergårdsgade i Aarhus midtby er nemlig netop kommet til salg for 3.098.000 kroner. Det skriver Boliga.

Ejerlejligheden har dog ændret sig markant, siden Medina boede på adressen. Antallet af kvadratmeter er blandt andet øget, ligesom den nu 75 kvadratmeter store lejlighed også er gennemrenoveret med nyt køkken-alrum og et stort lækkert badeværelse. Og så er der ifølge Danbolig Aarhus City, som har lejligheden til salg, også kommet et 21 kvadratmeter stort loftsrum til.

Derudover tæller lejligheden også to værelser, lofter med fritliggende bjælker og egen altan. Mens beliggenheden hører til blandt de attraktive adresser i det centrale Aarhus med Banegården og butikslivet lige om hjørnet.

14,3 millioner i København

Medina var ejer af lejligheden i Jægergårdsgade fra 2011 til 2015. Og året inden salget købte hun rækkehuset på Islands Brygge i København som et projektsalg.

Huset gav hun ifølge oplysninger fra Boliga.dk 11,6 millioner kroner for, og efter en del prisjusteringer fik pop-sangerinden sidste år kvadratmeterne solgt for 14,3 millioner kroner. Det er godt fem millioner kroner mindre, end hvad huset først blev udbudt til salg for.

De seneste år er Medina flyttet lidt rundt i riget. I en tid boede hun i en stor lystgård i Nordsjælland, mens hun også har resideret i en penthouse-lejlighed på Halmtorvet i København og i det luksuriøse boligkompleks Stay Hotel på Islands Brygge.

Se Medinas ungdomshybel her.