Selv den bedste og vildeste fest slutter før eller siden.

Og fest har der i den grad været på det københavnske ejerlejlighedsmarked, hvor priserne er banket op med over 40 procent de seneste to år.

Men nu slukkes de kulørte lamper i de københavnske gader og stræder, ølsjatterne hældes ud og den sidste brandert bæres hjem.

I august faldt priserne på ejerlejligheder i hovedstadskommunen med 0,5 procent sammenlignet med juli.

Det viser spritnye tal fra Boligsiden.

»Prisfaldet i København var ventet, men det får mig alligevel til at spærre øjnene lidt op. For når priserne har bevæget sig så hurtigt og så langt op, som de har gjort i København de seneste år, bliver selv et lille minus interessant,« siger chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann og tilføjer:

»Det er det første konkrete tegn på, at den københavnske prisfest for alvor har nået boligkøbernes smertegrænse.« 

I juli i år skulle køberne betale 6.138.000 kroner for en gennemsnitlig treværelseslejlighed på 80 kvadratmeter i København Kommune.

I august var der skåret 36.000 kroner af den pris.

»For få måneder siden var det i høj grad sælgerne, der sad med de gode kort på hånden. Nu er køberne kommet tilbage til forhandlingsbordet. Boligerne tager længere tid at sælge, og sælgerne må i stigende grad give et nedslag for at få handlen i hus. Det øger risikoen for, at de næste måneder kommer til at byde på yderligere prisfald i København,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea.  Foto: Rune Øe

På det endnu dyrere, men noget mindre ejerlejlighedsmarked i Frederiksberg Kommune er vendingen endnu større, viser nye, reviderede tal Boligsiden.

Her faldt priserne med 0,3 procent i juli og med yderligere 0,5 procent i august.

Prisfaldet i juli er dog først blevet synligt nu, fordi Boligsiden har revideret sidste måneds tal. Da juli-tallene oprindeligt blev offentliggjort, viste de fortsat stigende priser.

Fra pristoppen på Frederiksberg i juni til august er der barberet 54.000 kroner af salgsprisen på en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter.

Inden man afliver den københavnske boligfest fuldstændig, skal man dog ifølge Lise Nytoft Bergmann bide mærke i, at august traditionelt er en lidt svagere måned for ejerlejlighedspriserne i København end juli.

Og sæsonkorrigerer man prisudviklingen, bliver faldet på de 0,5 procent ændret til flad prisudvikling på 0,0 procent.

Huspriserne i Københavns Kommune landede i august på samme niveau som i juli.

De trods opbremsningen fortsat tårnhøje priser i København har presset en del boligkøbere væk fra hovedstaden og ud i forstadskommunerne eller endnu længere væk, og her stiger priserne fortsat.

For eksempel steg prisen på et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i Rødovre Kommune fra 6.491.000 kroner i juli til 6.600.000 kroner i august.

Samme tendens ses i kommuner som Glostrup, Brøndby og Vallensbæk, og på landsplan steg huspriserne med 0,2 procent i august.

Mens folk er ved at traske hjem hjem fra prisfesten i København, blinker de kulørte lamper som aldrig før i Aarhus.

I Smilets by har lejlighedsejerne nemlig i den grad grund til, ja, netop at smile.

Her steg de sæsonkorrigerede priser med 2,3 procent fra juli til august, og det betyder, at lejlighedspriserne nu er hele 21,4 procent højere end for et år siden.

Det er første gang i de cirka 15 år, som Boligsidens statistik dækker, at den årlige prisstigning på ejerlejligheder i Aarhus kommer over 20 procent.