Det har aldrig handlet om pengene for 75-årige Bo Herold fra Måløv ved Ballerup.

Det har handlet om princippet. Princippet om, at det er urimeligt, at staten opkræver renter af en boligrestskat, som ene og alene skyldes Vurderingsstyrelsens stærkt forsinkede og i mange tilfælde skæve ejendomsvurderinger.

»Jeg synes jo ikke, det kunne være rigtigt,« siger Bo Herold i dag.

Tilbage i januar i år stod han som den første boligejer frem i B.T. artikelserie, der har afsløret, at staten opkræver strafrenter i form af procenttillæg og løbende rentetilskrivning på boligrestskatter, som udelukkende skyldes forsinkelserne i det nye, skandaleramte ejendomsvurderingssystem.

Strafrenterne udløses, når for eksempel den endelige 2022-vurdering er højere end den foreløbige 2022-vurderinger, som boligejerne blev opkrævet boligskatter efter i 2024. En højere endelig 2022-vurdering medfører nemlig en boligrestskat, som tillægges rentetillæg og løbende rentetilskrivning.

I Bo Herolds tilfælde beløber strafrenterne for skatteåret 2024 sig helt præcis til 314,83 kroner.

Det samme beløb har hans hustru betalt, da Bo Herold og hans hustru ejer deres rækkehus ved Kongemosen i Måløv 50/50.

I alt skal ægteparret altså betale 629,66 kroner i strafrenter.

Af hans genberegnede årsopgørelse for 2024 fremgår det sort på hvidt, at årsagen til genberegningen og dermed restskatopkrævningen plus strafrenter ‘skyldes nye oplysninger fra Vurderingsstyrelsen (den endelige og stærkt forsinkede 2022-vurdering, red.)'.

B.T.s afdækning af sagen fik daværende skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen til at kalde opkrævningen af strafrenter ‘skørt’ og ‘urimeligt’, og hun satte sit embedsværk  til at se på mulige løsninger.

Udsnit af Bo Herolds geberegnede årsopgørelse. Foto: Screnshot

Hun nåede ikke at gøre arbejdet færdig.

3. juni i år gik Jakob Engel-Schmidt nemlig ind ad døren i Skatteministeriet som nyudnævnt skatte- og vækstminister.

En af hans første gerninger var at annoncere et opgør med de ‘urimelige’ strafrenter. 

Og efter Folketingets åbning her i oktober har han nu sendt et lovforslag i høring, der vil betyde, at Bo Herold og cirka 500.000 andre boligejere med tilbagevirkende kraft fra 2021- det første år, hvor boligskatter blev opkrævet på baggrund af vurderinger fra det nye ejendomsvurderingssystem - vil få tilbagebetalt de opkrævede strafrenter.

Lovforslaget omfatter både tidligere og nuværende boligejere.

For fremtidige sager – hvor boligejerne ikke allerede er blevet opkrævet renter og tillæg – vil boligejerne ikke blive strafrenter. Det gælder for eksempel boligejere, der endnu ikke har modtaget deres endelige 2022-vurdering og derfor endnu ikke ved, om de får en boligrestskat, der uden lovændringen ville være blevet tillagt strafrenter.

Også arvinger, hvis afdøde pårørende er blevet opkrævet strafrenter, vil få pengene retur. Hvis boet fortsat er åbent, er der ingen bagatelgrænse, og pengene vil blive udbetalt til boet. 

Er der tale om at afsluttet dødsbo vil være en bagatelgrænse på 1.500 kroner for at undgå at overbelaste skifteretterne, fremgår det af lovforslaget.

Ifølge lovforslaget vil de berørte boligejere få cirka 80 millioner kroner retur. Pengene er skattefri og vil automatisk blive sat ind på de berørte boligejeres Nemkonti.

Tilbage i Måløv er Bo Herold godt tilfreds med, at det nyttede at stå frem i B.T.

»Det, synes jeg jo, er fint. Det var jo helt urimeligt at sende en regning på renter ud, når man som boligejere ikke havde mulighed for at beregne, hvad man skulle betale,« siger han og og tilføjer:

»Der skal jo være en vis rimelighed i skattesystemet, og det her var langt over stregen.«

Høringsfristen udløber 6. november, hvorefter lovforslaget fremsættes til behandling i Folketinget.