Nationalbanken advarer om rødglødende marked: 'Nu skal vi alle sammen passe lidt mere på'
Boligpriserne stiger ikke kun i København, men nu også markant i de nærliggende kommuner.

Boligpriserne stiger ikke kun i København, men nu også markant i de nærliggende kommuner.

Nationalbankens direktør, Ulrik Nødgaard, kommer nu med en advarsel.
For han er ikke blot bekymret for de rødglødende boligpriser i København, men også for den udvikling, som foregår i kommunerne rundt om København, skriver TV 2.
»Så er det, at vi begynder at sige, at nu skal vi alle sammen passe lidt mere på her, at det ikke kører for langt ud,« siger Ulrik Nødgaard til mediet og kalder udviklingen på boligmarkedet »grundlæggende uholdbart«.
På landsplan er stigningstakten i boligpriser oppe på omkring 9 procent med spredningen ud til omegnskommunerne omkring København og det aarhusianske lejlighedsmarked, uddyber han.
Nu er det altså også markante stigninger, som møder de mennesker, der er nødsaget til at opgive drømmen om at købe en bolig i København og i stedet vil købe en bolig på den anden side af kommunegrænsen. For der stiger priserne også.
Boligsiden har beregnet boligprisstigningerne de seneste to år uden for København.
Her er et overblik over de største boligprisstigninger i perioden fra april 2024 til april 2026:
Glostrup: 39,5 procent
Albertslund: 32,0 procent
Herlev: 30,6 procent
Hvidovre: 29,2 procent
Rødovre: 28,4 procent
Dragør: 25,8 procent
Lyngby-Taarbæk: 24,8 procent
Ballerup: 23,9 procent
Gladsaxe: 21,2 procent
Høje-Taastrup: 21,2 procent