9.600 kroner om måneden eksklusiv forbrug for en étværelses lejlighed på 34 kvadratmeter.

Det er virkeligheden i Englandshaven, et nyopført boligprojekt på Amager, som Home kalder for 'skønne' og 'attraktive' lejligheder for unge og studerende.

Men et Facebook-opslag, hvor ejendomsmæglerkæden deler lejlighederne, har fået folk op i det røde felt.

I kommentarsporet kalder de prisen »vanvid« og »huslejerøveri«, og flere mener, det er et skoleeksempel på, hvordan almindelige mennesker bliver presset ud af byen.

»Til grin. Home skal bare tjene penge. Det er simpelthen at tage pis på desperate lejere,« lyder det fra en bruger. »Den pris burde være ulovlig,« skriver en anden.

Andre sammenligner med deres egne boliger og undrer sig: De betaler halvdelen for næsten dobbelt så meget plads andre steder i København.

Tal fra Boligredegørelsen 2024 giver kritikerne ammunition. Gennemsnitslejen i København for lejeboliger opført efter 1991 er 1.750 kroner per kvadratmeter årligt. Englandshaven koster derimod 3.388 kroner per kvadratmeter om året.

Ifølge Homes seniorkommunikationskonsulent, Henrik Hauthorn Jensen, er den høje pris ikke noget mysterium – den er et resultat af markedskræfterne:

»Du kan synes, det er høje priser, men København er en meget attraktiv by, der tiltrækker mange unge, og der er mangel på boliger. Helt op til 40.000 snakker man om,« skriver han til B.T.

Han understreger, at lejlighederne er »meget efterspurgte«, og tilføjer, at »der har været nul tomgang i udlejningen« – på trods af at 15 ud af 179 boliger i Englandshaven lige nu står tomme.

Home medgiver dog, at prisen kan være et problem for nogle:

»Det er selvfølgelig ikke så nemt at være ung og finde et sted at bo i København på et begrænset budget. Men det er udbud og efterspørgsel, der styrer det,« afslutter kommunikationskonsulenten sit skriftlige svar.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra det norske firma, Greater Copenhagen Real Estate, som ejer Englandshaven, men de er ikke vendt tilbage.