Boligpriserne er høje for tiden, men der er alligevel en række villaer, der skiller sig alvorligt ud fra mængden.

Direkte adgang til havet er ikke overraskende et gennemgående tema for landets dyreste villaer, men også luksusgoder som egen swimmingpool, tennisbane og fitnesslokale er obligatorisk for at nå helt til tops prismæssigt.

Boliga har udarbejdet en liste over de ti dyrest udbudte boliger i Danmark netop nu - og med priser på mindst 35 millioner kroner er herlighederne forbeholdt folk med finanserne i orden.

1. Vedbæk Strandvej 344, Vedbæk.  Pris: 65.000.000

Danmarks suverænt dyrest udbudte bolig netop nu er lidt af en drømmevilla med udsigt og adgang direkte til Øresund. For den ekstremt høje pris får man 593 kvadratmeter bolig og næsten 4000 kvadratmeter grund. Den nuværende ejer købte villaen i 2006 for 32 millioner kroner, så der er tale om et voldsomt prishop, men ifølge mægler Søren Heilesen fra Claus Borg & Partner skyldes det blandt andet en omfattende renovering og udbygning. Man får da også både overdækket terrasse, opvarmet swimmingpool og garage til tre biler for de 65 millioner kroner.

Foto: Boliga
Vis mere

Du kan se mere om villaen hos Boliga her.

2. Vedbæk Strandvej 322, Vedbæk. Pris: 48.000.000

Man får lidt flere kvadratmeter at boltre sig på, hvis man kører en smule mod syd på Vedbæk Strandvej, og prisen er bestemt mere spiselig. Også her er der direkte adgang til vandet, og der er oven i købet en privat badebro, så man kan springe i havet. Ifølge tinglysningen blev villaen sidst handlet i december 2009. Ved den lejlighed lød købsprisen 'blot' på 27 millioner kroner.

Vedbæk Strandvej 322, Vedbæk. Pris: 48.000.000
Vedbæk Strandvej 322, Vedbæk. Pris: 48.000.000 Foto: Boliga
Vis mere

Du kan se mere om villaen på Boliga her.

3. Vedbæk Strandvej 316, Vedbæk. Pris: 48.000.000


Vedbæk Strandvej fuldender top tre med en villa på 659 kvadratmeter lidt længere nede af vejen. Indendørs swimmingpool, træningscenter og tennisbane er blot nogle af herlighederne ved boligen, der også har panoramaudsigt til Øresund. Villaen har været til salg i næsten 400 dage og ejes af ejendomsspekulanten Ole Vagner.

Foto: Boliga
Vis mere

Du kan se mere om villaen på Boliga her.

4. Klampenborgvej 37, Klampenborg. Pris: 47.000.000


Ni kilometer fra kasserne på Vedbæk Strandvej finder man Klampenborgs dyreste villa. Kvadratmeterprisen er på den dyre side af 100.000 kroner, men så får man også en funkisvilla tegnet af Arne Jacobsen med tennisbane og swimmingpool - og i øvrigt blot 900 meter til Dyrehavsbakken. Sælger købte boligen i 2004 for 12.200.000 kroner.

Du kan se villaen på Boliga her.

5.  Vedbæk Strandvej 462, Vedbæk. Pris: 39.000.000


Fodboldinteresserede skal nok spærre øjnene ekstra op for denne villa, for ejeren er ingen ringere end Michael Laudrup og hans kone Siw. Parret købte strandvejsgrunden i 1994 for otte millioner kroner, udstykkede den i to dele og byggede det hus, der nu er til salg. Selvom villaen endnu ikke er solgt, har de allerede investeret i en stor luksuslejlighed på Christianshavn til 14,5 millioner kroner.

Du kan læse meget mere om Michael Laudrups villa her.

6. Skodsborg Strandvej 132, Skodsborg. Pris: 39.000.000


Villaen på Skodsborg Strandvej har listens suverænt højeste kvadratmeterpris: 142.857 kroner. Så bor man til gengæld også kun et par kilometer fra Dyrehaven, man kan få sin vin i den rette temperatur i vinkælderen med køleanlæg, og man kan få varmen i husets sauna. Villaen kostede ejeren 30 millioner kroner kort før finanskrisen i 2008.

Du kan se mere om villaen på Boliga her.

7. Ryvangs Allé 54, Hellerup. Pris: 36.500.000


Ambassadekvarteret i Hellerup er spækket med dyre villaer, men Ryvangs Allé 54 er den dyrest udbudte i øjeblikket. Villaen bruges for tiden til kombineret bolig og erhverv, men hvis man kan rejse 36.5 millioner kroner, er man i sin fulde ret til at bo på alle 756 kvadratmeter.

Du kan se villaen på Boliga her.

8. Skodsborg Strandvej 258C, Skodsborg. Pris: 36.000.000


En eventuel køber får 444 kvadratmeter at boltre sig på, hvoraf 132 er kælder, og fra den store terrasse er der blandt andet jacuzzi og fri udsigt til Øresund.  Krydstogtkongen Jesper Boas Smith købte strandvejsvillaen for 30 millioner kroner i 2007 og satte villaen til salg i begyndelsen af denne måned.

Du kan læse mere om villaen her.

9. Dronninggårds Allé 106, Holte. Pris: 35.000.000


Holte sniger sig lige med på listen, og ifølge mægleren er der da også tale om byens bedste beliggenhed. Villaen ligger ud til Furesø med egen bade- og bådebro, og sælger kan se frem til en ganske fin gevinst. Ejendommen blev således købt for 11.700.000 kroner i 2010.

Du kan se villaen på Boliga her.

10. Helleruplund Allé, Hellerup. Pris: 35.000.000


Hellerup runder listen af med en nyrenoveret palævilla. I modsætning til de allerdyreste villaer er der hverken udsigt eller direkte adgang til havet. Som plaster på såret får man - ifølge mægleren - i stedet en hel wellness-afdeling til disposition.

Coops administrerende direktør, Peter Høgsted, købte villaen i 2014 for 14,5 millioner kroner, men en gennemgående renovering har altså skudt prisen gevaldigt i vejret.

Du kan se villaen på Boliga her.