Et grønt fristed langt fra hverdagens trummerum.

Muligheden for at nyde skov, strand og egen græsplæne er nok den største motivation for mange sommerhusejere. Men når behovet ændrer sig, og huset skal videre til næste hold, hjælper det nok på det svære farvel, hvis man får en pose penge med i hånden.

Netop det fik mange af sidste års sommerhus-sælgere. I gennemsnit kunne de nemlig glæde sig over en fortjeneste på 225.636 kroner, viser en beregning fra boligsiden Boliga.

Det på trods af at sommerhusmarkedet de senere år har fået en hård medfart, hvor liggetiderne har været lange og priserne lave.

»Sommerhusmarkedet har oplevet store fald, men det er langt fra alle, der har købt huset i 2005 og 2006, hvor priserne var på deres højeste. Derfor ser vi også, at rigtig mange får en pænt overskud med,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea.

Helt præcist blev sommerhusene i gennemsnit solgt for 1.101.000 kroner sidste år, mens de blev købt for 875.000 kroner for 12 år siden - altså en kontant prisstigning, som sælgerne kan med tage i lommen; omend en del penge undervejs kan være brugt på forbedringer af sommerhuset.

Tjent over en halv million

I Aarhus Kommune - hvor man som bekendt finder det attraktive sommerhusområde Egå - har sælgerne scoret årets største kontante prisstigning.

De fik nemlig i snit 610.638 kroner mere for deres sommerhuse, end de selv havde givet - altså en stigning på 44 procent. Sidste år blev sommerhusene i kommunen ifølge Boliga solgt for 1.997.000 kroner i snit.

Dermed er den jyske hovedstad også den næstdyreste kommune i hele landet at købe sommerhus i, og det er kun den nordsjællandske kommune Helsingør, hvor man finder sommerhusbyen Hornbæk, der er dyrere.

Fra boligøkonomen lyder det da også, at pilen går opad, når det kommer til sommerhusmarkedet:

»Det er sommerhusområderne i Østjylland og Nordsjælland, der først oplever en effekt af bedringerne på markedet. De stiger nemlig først i rimelig afstand fra de største byer, hvor man netop har oplevet stigende priser på helårshusene og derfor har en friværdi,« siger Lise Nytoft Bergmann til Boliga.

Den største procentvise stigning mellem købs- og salgsprisen finder man i Haderslev Kommune. Her tjente sælgerne 412.000 kr. på at sælge huset, som de i gennemsnit kun havde ejet siden 2008.

Se de solgte sommerhuse her

* Boliga har opgjort den gennemsnitlige fortjeneste mellem den seneste og foregående salgspris. Der er kun lavet en beregning på kommuner med minimum tyve salg.