Du har spinket og sparet. Følt dig god, når du er gået forbi vinduet fyldt med tøjet, du gerne vil have, og undladt at bestille take away og i stedet sat tænderne i alt-godt-fra-køleskabet.

Efter år på økonomisk kur har du fået penge nok til en udbetaling til drømmehuset - troede du.

For er dit drømmehus blandt Danmarks absolutte top og din indkomst nogenlunde som de flestes, er der sandsynligvis et stykke vej igen.

55 millioner er således, hvad du som minimum skal i nærheden af, hvis du for øjeblikket vil købe bare et af landets tre dyrest udbudte huse.

Der er nemlig netop kommet endnu en strandvejs-villa til salg, der med hele 55 millioner kroner stående på til salg-skiltet er strøget lige ind på pladsen som Danmarks næstdyreste udbudte villa. Det skriver boligsiden Boliga.dk.

En plads som strandvejsadressen i Vedbæk iøvrigt deler med en anden villa på samme vej, og som kun er overgået af en palævilla i Lyngby, der sidste år ramte markedet med en pris på hele 68 millioner kroner.

Bådebro og karpebassin

Det er da heller ikke nogen hr. hvem-som-helst, der står bag kvadratmeterne. Ifølge ejendomsmæglerkæden Ivan Eltoft Nielsen, der har villaen til salg, er det nemlig Arne Jacobsen, der har sat stregerne til byggetegningerne.

Huset ligger helt ud til Øresund, der er direkte adgang til fra ejendommens egen både-badebro.

Og er det ikke ligefrem det kolde gys, der trækker, kunne det være, at man i stedet ville blive indendøre i det 407 kvadratmeter store hus, hvor der blandt andet er hall, dobbeltstue, nyt spisekøkken og et forældresoveværelse med badeværelse.

Alternativt kunne man også tilbringe tid med karperne i det nyanlagte karpebassin med vandkunst.

Vedbæk Strandvej sidder for øjeblikket tungt på toppen af det danske liebhavermarked. Ser man på landets ti dyreste villaer, ligger fire af dem nemlig her, mens de øvrige ifølge Boliga.dk fordeler sig på adresser i Lyngby, Klampenborg, København, Holte og Vejle.

Se villaen her