Trykbølgerne fra bomberne i Iran er slået ind over Danmarks grænser og har sat sig i højere boligrenter.
Siden USA og Israel tidligt lørdag morgen indledte bombningen af Iran, er det fastforrentede 3,5-procentlån sendt ud i kulden, og 4-procentslåner er nu tilbage som det toneangivende realkreditlån.
Renterne er også steget på F3- og F5-lån, mens renterne på de helt korte, variabelt forrentede lån med navne som F-Kort, FlexKort og Kort Rente har holdt sig i ro indtil videre.
Hvad det betyder i kroner og øre for danske boligejere, vender vi tilbage til.
Først en kort forklaring på, hvorfor renterne er steget:
Da markederne åbnede i mandags faldt renterne faktisk kortvarigt, fordi frygtsomme investorer søgte væk fra risikable aktier og over i mere sikre havne som netop realkreditobligationer.
Men det var en stakket frist, lyder det fra chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.
For de hastigt stigende olie- og gaspriser, der er fulgt i kølvandet på den delvise lukning af det smalle Hormuzstrædet, der er færdselsåre for cirka 20 procent af verdens olie, har fået inflationsspøgelset til at stikke sit skræmmende fjæs frem igen.
»Inflationsfrygten begyndte hurtigt at overskygge flugten over i obligationer,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Når investorerne begynder at frygte for energiforsyningen, sender det priserne på olie og gas i vejret. Og det sætter gang i en spiral, hvor investorerne frygter, at de stigende energipriser sætter sig i stigende priser på varer og dermed stigende inflation, som centralbankerne så skal banke ned ved at sætte renterne op.
Det var den samme mekanisme, vi så, efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Dengang bankede inflationen op, og centralbankerne greb ind ved at sætte renterne op - meget og hurtigt - for at tæmme den løbske inflation.
Det er slet ikke der, vi er i dag, men investorerne er begyndt at ryste på hånden, og det har sendt renterne op.

Det fastforrentede 4-procentslån har skubbet 3,5-procentlånet af tronen, og det gør det dyrere at være boligejer.
Kurstabet på 4-procentslånet er dog lille sammenlignet med 3,5-procentslånet, så i kroner og øre er det ikke blevet voldsomt meget dyrere om måneden at optage et fastforrentet lån.
For en uge siden lød den månedlige ydelse på et fastforrentet 3,5-procentslån på en million kroner med afdrag på 4.020 kroner efter skat.
I dag er den månedlige ydelse på et 4-procentslån på en million kroner med afdrag på 4.080 kroner efter skat. Altså en stigning på 60 kroner efter skat om måneden.
Samtidig er det månedlige afdrag faldet med 170 kroner, så samlet er det blevet 230 kroner dyrere om måneden at låne en million kroner med et fastforrentet realkreditlån.
Er lånet uden afdrag er den månedlige ydelse den seneste uge steget fra 2.470 kroner til 2.700 kroner ifølge Nordeas beregninger.
Over lånenes 30-årige løbetid løber merudgiften op i 38.000-39.000 kroner efter skat. Så hvis han skal låne tre-fire millioner kroner til en bolig i dyre områder som København, løber merudgiften op, bemærker Lise Nytoft Bergmann.
Den seneste uge er renterne på F3-og F5-lån steget med cirka 0,15 procentpoint til henholdsvis cirka 2,5 procent og 2,7 procent.
Rentestigninger sætter sig normal vis i faldende boligpriser, men Lise Nytoft Bergmann vurderer, at et andet lod i vægtskålen vil veje tungere.
»Når den store tryghed bliver truet af krig og uro ude i verden, har vi en tendens til at sørge mod den lille tryghed hjemme i vores huler og gå endnu mere op i vores boliger. Det så vi for eksempel også under corona-krisen,« siger hun og tilføjer:
»Derfor får de nuværende rentestigninger næppe negativ betydning for boligmarkedet.«
Lise Nytoft Bergmann og Nordea forventer, at renterne vil stabilisere sig på det nuværende niveau, da ingen har en interesse i, at krigen i Iran - og dermed usikkerheden om olieforsyningen - fortsætter særlig længe.
Den Europæiske Centralbank (ECB) vil ifølge Nordeas seneste renteprognose holde renten i ro gennem hele 2026.
Holder det stik, vil renten på F-Kort-lån holde sig stabil i år. Den ligger aktuelt på cirka 2,3 procent.
