Som Beyonce til Music Awards, Messi på Camp Nou og Elsa i Disneyland behøver hovedstadsområdet ikke nogen nærmere introduktion på boligmarkedet.

Det er toppen af poppen, og her landets dyreste murstens-investeringer laves. Allerede før finanskrisen så man priser med kurs mod himmellegemet, og nu viser tal fra Boliga, at priserne i otte af landets 10 dyreste kommuner er steget med mellem 10 og 33 procent siden 2007.

Samtidig er det også otte af landets ti billigste kommuner, der kan mærke en prisforskel. Her er salgskvadratmeterpriserne på villaerne og rækkehusene nemlig faldet med mellem 14 og 34 procent fra 2007 til 2017.

»Prisen på enfamiliehuse er i gennemsnit kommet tilbage over toppunktet i 2007, men det dækker over store regionale forskelle,« siger Signe Roed- Frederiksen, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.

»Det betyder ikke, at de billige kommuner ikke har set fremgang. Priserne er også her steget over de seneste tre år, hjulpet på vej af en generel økonomisk fremgang og lave renter. Men udviklingen halter fortsat langt efter hovedstadsområdet. Det skyldes flere faktorer, men generelt er der en strukturel tendens til, at mange søger mod de større byer, og det presser naturligt priserne op.«

Én kvadratmeter koster mindst 29.500 kr.

Frederiksberg var den kommune, hvor husene sidste år gik for de højeste gennemsnitlige kvadratmeterpriser. Knap 55.000 kroner skulle der således lægges for en enkelt gennemsnitlig kvadratmeter i hovedstadsenklaven. Det svarer til, at et hus på 140 kvadratmeter i gennemsnit kostede knap 7,7 millioner kroner.

Sammenligner man de priser med salgspriserne før finanskrisen, har Frederiksberg kommune oplevet en prisstigning på 33 procent.

I den modsatte ende af skalaen er det Lolland kommune, der trak 2017’s billigste salgspriser. Her blev husene nemlig i gennemsnit solgt for godt 4.500 kroner pr. kvadratmeter - eller hvad der svarer til, at et hus på 140 kvadratmeter gik for cirka 633.400 kroner.

Lolland kommune har således oplevet et prisfald på 33 procent siden 2007. Blandt landets for øjeblikket billigste kommuner er det kun overgået af Samsø, hvor salgspriserne på husene er faldet fra 9.927 kr. pr. kvadratmeter i 2007 til 6.594 kr. i 2017. Det svarer til et prisfald på 34 procent.

Se prisudviklingen i Danmarks billigste kommuner her.

Se prisudviklingen i Danmarks dyreste kommuner her.

*Boliga har opgjort salgskvadratmeterprisen for villa/rækkehuse i de 10 dyreste og billigste kommuner i 2017. Priserne er sammenlignet med de tilsvarende kommuners kvadratmeterpriser i 2007.