Der har helt sikkert ikke været mange revnede badeværelsesfliser, fastmalede forsatsvinduer eller dysfunktionelle hårde hvidevarer at skæve en ekstra overvejende gang til under fremvisningen af denne Københavner-lejlighed.

Ejendommen er nemlig splinternybygget og ligger i Nordhavn, hvor helt store prestige-byggerier de seneste år har trukket liebhaverisøgende boligkøbere med velvoksne bankkonti til.

Og denne er ingen undtagelse.

Det netop tinglyste salg af 15. sals-lejligheden afslører nemlig, at køberen har givet hele 20.330.049 kr. for sin nye bopæl, der er 264 kvadratmeter stor og ligger med udsigt til områdets havnebassiner.

Og til en pris i det leje er det ikke bare de fleste lejlighedskøbere, der er sat ud af spil. Hidtil er der nemlig ikke solgt en lejlighed i år, der ifølge Boliga.dks oplysninger når op over det beløb.

Dermed kan top-lejligheden på Helsinkigade kalde sig årets dyreste lejligheds-handel. Det oplyser Boliga.dk.

Konkurrence oppefra

Selvom handler i den størrelsesorden end ikke er hverdagskost på det efterhånden godt antændte københavnske boligmarked, er pladsen helt i top ikke helt uden konkurrence.

Der er nemlig en anden lejlighed til salg for øjeblikket, der, også selvom der skulle ryge et par millioner kr. i forhandlingsrabat, vil kunne vippe Helsinkigade-lejligheden af sin eksklusive placering.

På den meget nærtliggende adresse Fortkaj 30 - mere eller mindre over for - ligger Danmarks dyreste udbudte ejerlejlighed nemlig med et prisskilt på lige knap 32 millioner kr., skriver Boliga.dk.

Og slår man til her, får man i 13. og 14.-sals højde små 400 kvadratmeter fordelt på otte værelser at brede sig på direkte ud til et af Nordhavns bassiner.

Se Danmarks dyreste ejerlejligheder her