Der skal nok ikke det helt udvidede fantasikursus til at se bare et par fællestræk mellem husene, som Tolkiens lavstammede folk fra Herredet bebor, og dem, som de små blå væsener fra Det Glemte Land residerer i.

Men smider man et strejf af den catalanske arkitekt Gaudís svung og Nordsjælland-postnummeret 3390 Hundested ind i ligningen, begynder det måske at blive lidt sværere at visualisere resultatet.

Ikke desto mindre er der netop nu et hus til salg på næsten 200 kvadratmeter i det nordsjællandske område mellem Hundested og Frederiksværk, som med sit runde og organiske udseende kunne være et rigtig godt bud på lige netop det.

Huset ligger i Økobyen Dyssekilde. Og det er netop det økologiske, der ifølge Nybolig Frederiksværk, som har huset til salg, er den primære tanke bag opførelsen af huset. Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Træ og trolde

Huset fremstår både i over- og underetagen med rå træ-konstruktioner, ligesom trappen til førstesalen også er bygget op langs en træstamme.

Husets vægge og flere af vinduerne er også formet på en måde, som er ganske langt fra de glatte, vinkelrette og kvadratisk-sprossede, de fleste af os har på hjemadressen. Og flere steder er der også blevet plads til detaljer som udformede troldeansigter og træer.

Det er dog ikke bare selve ejendommen, der hører til de noget mere unikke på boligmarkedet. Selve adressen er også blandt de sjovere.

Køberen af ejendommen kan nemlig sende flyttebilen og fremtidige gæster i retning af Nordstjernen, som er navnet på den gade, huset ligger på.

Prisen, der skal betales for at få hjemme her, lyder på 3.965.000 kroner, hvilket er lidt over gennemsnittet i det nordsjællandske område.

Ifølge tal fra Boliga blev Hundesteds huse nemlig handlet for gennemsnitlige kvadratmeterpriser på godt 14.600 kroner sidste år.

Se billeder af ejendommen her.