Hvert hus. Hver sin historie.

De har - forhåbentlig - alle et tag og i hvert fald fire vægge, en hoveddør og nogle vinduer.

Men om de er småsprossede eller fra gulv til loft. I mahogni eller måske skudsikre. Pudsede eller opført i mursten. Flade eller med rejsning er forskelligt fra hus til hus, ligesom de historier væggene kan fortælle.

Er du klar til at smide de 32 millioner kr., som ejendommen Dronninghus, der ligger i Holte direkte til Furesø, er udbudt til, så er det helt sikkert ikke en kedelig fortid, du kan dykke ned i, skriver Boliga.

Huset, som Rudersdal Kommune netop har udbudt til salg gennem ejendomsmægler Peter Schmidt Danbolig Holte, har nemlig tidligere fungeret som midlertidig flygtningebolig og hjem for sindslidende.

Og så er det - meget spektakulært - opført med udseende som en middelalderlig ridderborg.

Dronningshus set indefra.
Dronningshus set indefra.
Vis mere

For selvom der ikke er meget rundbordsmøde eller sværd-kamp på hest iført rustning over husets indre, hvor der blandt andet er linoleumsgulve flere steder og nyere badeværelser, så er det - trods husets blot 100 år gamle alder - ikke svært at forestille sig lanserne rasle på plænen bag den 975 kvadratmeter store ejendom, når man ser den udefra.

Der er den nemlig forsynet med kamtakkede murgavle og med et firkantet tårn med skydeskår, som man naturligvis kan komme op i.

Måske et nyt liebhaverhjem

Tidligere har der i følge Boliga været et kommunalt bo-tilbud i ejendommen til voksne borgere med forskellige psykiske lidelser. Og i en periode indenfor de senere år har ejendommen også fungeret som midlertidig bolig for flygtninge.

Dette blandt andet med en mandagscafe, der sidste år vandt en lokalpris for sit arbejde med at skabe relationer og venskaber mellem flygtningene og de lokale i Rudersdal-området.

Nu er fremtiden i ejendommen dog åbnet og kan dermed meget vel komme til at huse én familie eller to, der ønsker at omdanne den attraktive grund i første række til Furesø, og i hvert fald det originale hovedhus, til en liebhaverbolig.

Den ridderlignende del af ejendommen er nemlig vurderet bevaringsværdig i klasse tre og må derfor ikke rives ned. Det må tilbygningen derimod gerne, oplyser mægleren i sin salgsannonce.

Området, der i lokale munde kaldes Dronninggårdskvarteret, huser indtil flere store liebhaverboliger.

Blandt andet er naboen den store Matador-kolos, der lagde rammer til Mads Skjern og fruen Ingeborgs hjemadresse i den folkekære serie. Denne ejendom var sidst udbudt til salg for 22,5 millioner kr.

Se ejendommen her